Det er de større danske byer, som primært driver og er en slags motor for vækst. Og da nye tal fra Region Syddanmark viser, at befolkningstilvæksten i de større syddanske byer er svagere end i andre danske byer med tilsvarende størrelse, er der en særlig udfordring her.

Hvordan udviklingen i Syddanmark og i de syddanske byer kan løftes, er et af temaerne, som vil blive drøftet, når regionens udvalg for regional udvikling hen over efteråret besøger regionens 22 kommuner. Formålet med møderne er at finde fælles indsatsområder, hvor kommunerne og regionen kan arbejde sammen om at løse de syddanske udfordringer. Og det store formål er en vækst- og udviklingsstrategi.

– Man kan sige, at de større byer er rygraden både i regionen og i de kommuner, byerne ligger i. Så her er en udfordring, vi kan gøre noget ved sammen med kommunerne, siger Stephanie Lose (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, som tirsdag den 19. august tager hul på efterårets rundtur til regionens 22 kommuner.

De syddanske storbyer

Der er en bevægelse i samfundet fra land mod by, og de danske byer oplever derfor generelt set en befolkningstilvækst. Men ikke alle byer vokser lige meget. Der er en relativ lav befolkningstilvækst i flere større byer i Syddanmark.
Odense har en pæn befolkningstilvækst på fire procent, men væksten er næsten dobbelt så stor i Aarhus og Aalborg. Og Esbjerg går endda lidt tilbage med en befolkningstilvækst fra 2006 til 2014 på minus 0,4 procent.

Vejle og Kolding er vokset mere med henholdsvis 6,6 procent og 4,9 procent, hvilket er en fin vækst i sammenligning med andre danske byer med 40.000 til 60.000 indbyggere.

Hvis man sammenligner alle danske byer med 20.000 til 40.000 indbyggere, så hører Haderslev, Fredericia, Sønderborg og Svendborg til blandt dem, der har den laveste vækst.

Vigtigt at arbejde sammen

– Det er ikke bare Syddanmark, som er udfordret, når det gælder vækst og udvikling. Sådan ser billedet ud over det meste af landet. Men nogle steder er det vanskeligere end andre steder, og det skal vi have sat ind overfor i samarbejde med kommunerne og de øvrige aktører, der kan og vil være med til at skabe fornyet vækst, slår Stephanie Lose fast forud for besøgene.

(Arkivfoto) (Kilde: Region Syddanmark )