Fredericia Shopping holdt torsdag aften generalforsamling i kantinen i Port House, hvor Vathana Mahalingham (Ecco Store), Helle Pedersen (Vinspecialisten), Daniel Huusmann (Fredericia Isenkram) og Dennis Kappel (Kappels Vinhandel) blev genvalgt til bestyrelsen. Samtidig kunne foreningen præsentere et underskud på 89.134 kroner, men til gengæld kunne formand Ole Mortensen berette om positive tendenser fra byens handelsliv.

Som noget nyt blev generalforsamlingen afholdt som et fyraftensmøde i stedet for et morgenmøde, som der har været tradition for. Det benyttede omkring 40 medlemmer sig af, og de lagde ud med klokken 18:00 at blive budt på en sandwich, og i en halv times tid stod den på netværk inden, at selve generalforsamlingen startede klokken 18:30.

Jørgen Spetzler blev traditionen tro valgt til dirigent og han konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, og derefter overlod han ordet til Fredericia Shoppings formand, Ole Mortensen, der kom med årsberetningen, hvor han lagde ud med at rose erhvervsorganisationen Business Fredericia.

– Jeg vil gerne takke Business Fredericia for, at vi har Lene Bach Jørler, Sanne Døssing og Joan Barløse. På den måde er vi blevet opgraderet det seneste års tid, og jeg vil også gerne takke kommunen for at åbne pengekassen til aktiviteter, som vi ellers ikke ville have råd til, sagde Ole Mortensen.

Formanden kunne ikke undgå at nævne, at der har været en coronapandemi at forholde sig til, men han mener, at Fredericia som handelsby er kommet godt igennem det.

– Nu lever vi i en verden, hvor der er krig i stedet, konstaterede Mortensen og fortsatte:

– Vores by har udviklet sig fantastisk positivt i de to år. Vi har ikke set mange lukninger. Vi har fået flere nye butikker, nyt gågadesystem og har det så godt, at vi ikke særlig mange udlejningspapirer på facaderne længere. Da vi stod tilbage den 9. marts i 2020 var vi bekymret.  Nu er vi en situation, hvor vi er glade og udviklingen i området her fortsætter. Det er fantastisk for vores midtby. Vi skal ikke hvile på laurbærerne, men vi skal søge indflydelse og udvikle os endnu mere.  Vi skal stå sammen og skabe rammer så der kommer flere detailvirksomheder til.

Selvom det hele peger i en retning af onlinehandlen der har fået godt tag i danskerne, og at der vil komme mere af det i fremtiden, mener Ole Mortensen, at Fredericia står godt rustet.

– Vi skal sikre, at vi er en handelsby i 2030. I dag er der 119 handelsbyer, og vismændene spår, at der er omkring 29-39 byer tilbage i 2030, og vi skal være en af dem, og det er vi også. Vi ser, at når Elgiganten placerer sig, er det fordi man tror på, at det er handelsbyer med fremtid. Det er fantastisk for os. En handelsby defineres ved at man kan købe alle varer i vores by, forklarede Ole Mortensen.

I de senere år har Fredericia Shopping i samarbejde med blandt andet kommunen lavet flere tiltag for at holde hjulene kørende i byens butikker, og det har virket.

– Året 2021 har været en succes. Sommer i Fredericia og jul i Fredericia har givet genlyd til nabobyerne. Planen er at fortsætte med det i 2022. Man kan se, at kommunen igen har været gode ved os og hældt penge i events, der kommer. Det gør, at vi får flere aktiviteter og events i midtbyen.

Strategi er en proces

I disse år er der i gang med at blive udarbejdet en ny midtbystrategi, og i den forbindelse kom Ole Mortensen med en lille stikpille, med et glimt i øjet, til at få skudt gang i den.

– Midtbystrategien er vigtigt hvordan den tager sig ud. Der skal byrum og sammenhæng mellem byrummet. Der har også været en workshop, hvor vi for et bruge et kommunalt udtryk, er en proces. De har mange processer at få styr på deroppe, sagde Ole Mortensen med en hentydning til florerende sager i Fredericia Kommune.

Ole Mortensen fortsatte efterfølgende med at komme med bemærkninger til Fredericia Kommune, der ifølge Shopping-formanden skal i gang med at skabe en ny kulturinstitution, der kan skabe vækst til byen.

– Vi arbejder hårdt på et fæstningscenter, der skal være en ny kulturinstitution, og man vurderer 100.000 – 150.000 hvert år vil besøge et center. Derfor presser vi på for at få skabt et, og der skal kommunen bare i gang, sagde Ole Mortensen.

Store events i løbet af året

Hidtil er der planlagt 11 krydstogtanløb i Fredericia, men det kan hele tiden ændre sig. Eksempelvis hvis et anløb skal til Skt. Petersborg kan det komme til Fredericia i stedet, og der kan af andre årsager komme aflysninger, og Lene Bach Jørler oplyste derfor, at det er noget man løbende vil orientere om.

Et event, der med sikkerhed afholdes, er til gengæld den 29. april, hvor der afholdes en ekstraordinær open by night, som Fredericia Kommune har bevilget 130.000 kroner til i forbindelse med, at der vil være X-Factor Live på Fredericia Rådhusplads. Der vil komme et setup, hvor X-Factor finalisterne kommer og optræder.

– Vi bød ind på det, hvor der er lønningsdag. Vi ville ikke have, at de først kommer til august, og vi kommer til at markedsføre det som en helhed. Mig bekendt er vi de eneste, der får besøg af dem her i området, sagde Lene Bach Jørler.

Derudover afholdes der blandt andet VM i Orienteringsløb den 28. juni, og det forventes at give liv i Fredericias midtby.

Underskud og genvalg

Revisor Carsten Pedersen fra RSM Danmark kunne fortælle, at der i Fredericia Shopping er et underskud på -89.134 kroner i 2021, men det anså revisoreren ikke som noget problem, da der var et overskud på 223.402 kroner i 2020.

På valg til bestyrelsen var Vathana Mahalingham (Ecco Store), Helle Pedersen (Vinspecialisten), Daniel Huusmann (Fredericia Isenkram) og Dennis Kappel (Kappels Vinhandel), og de blev alle genvalgt uden modkandidater, og det samme gjaldt for suppleanterne Tina Prytz Hansen (Vega Garn) og Rasmus Thomsen (Føtex City).

Efter lidt inputs til bestyrelsen under punktet eventuelt blev generalforsamlingen hævet, og der var efterfølgende foredrag med Torsten Bo Jørgensen, der er aktuel med bogen “Vil du også være en vinderbutik”.