Onsdag den 13. oktober indtog Fredericia KF’s U15-hold Monjasa Park, hvor det blev til en sejr på 2-1 mod IF Lyseng i liga 1, der er den højeste række.

Det er ikke til at få armene ned i Fredericia KF’s U15-afdeling for tiden. Førsteholdet klarer sig godt i den bedste liga, hvor de er i pulje med storklubber som AaB og KoldingQ, men i det fredericianske render nogle af landets bedste pigespillere rundt, og det kom til udtryk på Monjasa Park onsdag aften, hvor holdet besejrede IF Lyseng.

Normalvis spiller det fredericianske mandskab i KFUM Parken, men kampen var flyttet til stadionet ved siden af Fredericia Idrætscenter. Det gjorde, at kampen gik stor opmærksomhed blandt forældrene og andre interesserede i Fredericia KF, der bakkede op omkring U15-pigerne, der fra start satte sig på opgøret mod Aarhus-mandskabet fra Lyseng.

Opbakningen til U15-pigerne var stor. (Foto: AVISEN)

Fredericia KF havde flere nærgående forsøg, og ramte overlæggeren flere gange i kampens indledning, men ind i mål gad bolden ikke. I stedet slog Lyseng kontra og kom foran i det 16. minut, da Frida Ejler Bering scorede.

Efter scoringen fortsatte Fredericia KF med at presse på, og det gav pote kort tid før første halvlegs afslutning. Ida Hamann udlignede efter 33 minutters spil, og den fik ikke for lidt, da der blev jublet blandt KF-spillerne. I anden halvleg var der mere at juble over, da Tilde Eriksen fik bolden i mål til 2-1.

I modsætning til i første halvleg havde Lyseng flere chancer for at udligne, men med godt målmandsspil og et forsvar, der stod imod, lykkedes det Fredericia KF at holde stand og vinde opgøret. Sejren betyder, at Fredericia KF er på en foreløbig tredjelads i liga 1.

To af de spillere, der ikke var med for Fredericia KF var Vigga Jørgensen og Lærke Busse. Vigga havde ondt i knæet, mens Lærke var sløv efter sygdom, og derfor ikke spillede opgøret. Inden kampen mod Lyseng blev fløjtet i gang talte vi med de to piger, der tidligere har været på Monjasa Park i forbindelse med at Fredericia KF har spillet kampe på stadionet. De har begge to i den forbindelse været boldpiger.

– Vi har et godt fællesskab i klubben, fortæller Lærke og bliver suppleret af Vigga:

– Det giver en anden stemning, når man er her. Der kommer flere og ser kampene så, siger hun.

Vigga og Lærke så til fra sidelinjen. (Foto: AVISEN)

Det er ikke første gang, at U15-holdet er med, hvor det er sjovt. Det var også tilfældet i sidste sæson, men i år går det anderledes.

– Vi har fået en bedre start, og det er rigtig dejligt det går bedre for os, siger Vigga, der er midterforsvarer.

Selvom de to piger spiller på liga 1-holdet gør de sig ikke de store overvejelser om, hvad de drømmer om som fodboldspillere.

– Jeg elsker bare at spille, og jeg vil spille så længe det er sjovt, siger Vigga.

Både Vigga og Lærke er 14 år gamle, og for Viggas vedkommende går hun på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé, hvor hun går i talentklassen sammen med flere af holdkammeraterne. Det betyder, at hun to gange ugentligt deltager i morgentræninger, hvor også U15-pigernes træner, Martin Marcher, er en del af setuppet.

Skriv en kommentar