Fredericia Friskole fejrer fredag den 3. juni 40 års jubilæum med et brag af en skolefest, hvor elever, ansatte, forældre, tidligere elever og byen er inviteret med, når der serveres underholdningen i Jyllandsgade. Men hvordan har det været at være friskole gennem årene. Det fortæller lærer Maybritt Christensen om, og bliver suppleret af skoleleder Carsten Jensen.

At være skole og at være en skole er en kontinuerling rejse med påvirkningskraft fra alle leder og kanter af et samfund, herunder politiske strømninger, kulturelle strømninger og i stor grad for Fredericia Friskole, en historie om et dannelsessyn med både fællesskabet for individet og individet i fællesskabet. Det kan lærer Maybritt Kristensen skrive under på. Hun startede den 1. august 1989 på Fredericia Friskole og har oplevet rejsen indefra.

Se interview med Maybritt Christensen her

– Jeg trådte ind på skolen den 1. august 1989. Det var en lille skole, hvor vi ikke havde bygningen ved siden af som i dag. Det var ikke mange år efter, at jeg selv havde gået i skole, så det at komme til en skole, hvor eleverne måtte være på lærerværelset var lidt specielt. Der var et fællesskab og en gensidig respekt, uanset om man var barn eller voksen. Det var en kæmpe omvæltning. Jeg var kommet til en ny verden, husker Maybritt Christen.

Et lærerværelse og et frisind som bød på fællessang, et leben uden lige og så røg lærerne også foran eleverne. I dag er der stadig liv, fællessang og respekt for hinanden, men der ryges ikke. Den del hører fortiden til, men skolen har bevaret sin dna.

– Jeg husker, at vi talte om, at det var meget anderledes, fordi man måtte ryge på lærerværelset og tage en guitar med på lærerværelset. Musikken betyder stadig meget – vi har stadig morgensamling, og det får mig til at tænke på den første dag, jeg var på arbejde. Jeg husker den første dag, hvor der stod en lærer og fortalte et eventyr til børnene, han læste ikke op fra en bog. Han fortalte levende. Det var vildt. Jeg kom selv fra Egumvejens Skole (i dag Kirstinebjergskolen Afd. Høgevej red.), hvor der var kæmpe afstand mellem lærere og elever, til en verden, hvor man talte med alle, også dem der var lærere. Det var en helt ny verden for mig mig på Fredericia Friskole, fortæller hun.

Maybritt Christensen startede som pædagogmedhjælper i en tid, hvor man ikke havde en SFO, som man kender det fra skoleverdenen i dag.

– Jeg lavede mange ting dengang. Det var ikke et traditionelt skolejob. Når skoleklokken ringede ud klokken 12, gik vi hver dag en tur til Fynsgade, hvor fritidshjemmet lå dengang. Her blev børnene afleveret og så gik jeg hjem til skolen igen. Der kunne jeg så pudse vinduer, feje lidt og rydde op, fordi der var mange ting at ordne, fortæller Maybritt Christensen, der også husker, at hun mødte en særlig varme på skolen.

– Man mødte en hjertevarme til alle børnene på skolen. De var velkomne og forældrene kom her også og tog del i skolelivet. Hvis man kaldte forældrene ind og sagde, at skolegården trængte til en hånd eller maling, så kom de. Der var aldrig noget med, man havde for travlt. Forældrene stillede op – også i weekenden, fortæller Maybritt.

Maybritt Christensen husker også, hvor befriende og inspirerende det var at være på skolen, fordi det musiske og kreative fik plads.

– Der var forskelligheder og jeg ved det, fordi mange af lærerne der var her, kom fra folkeskolen, og en af grundene til, at de kom her, var mere musik, kreativitet og lejrskoler, og på det tidspunkt havde Fredericia Kommune stoppet for lejrskoler. Så ingen børn kom på lejrskole. Der valgte man at sige her på Friskolen, at man skulle på lejrskole. Det har kørt igennem altid, hvor man gjorde det fra 0.-10. klasse. Det giver noget specielt at være af sted en uge med børnene, siger hun.

Samfundet har rykket sig i forskellige retninger undervejs, og det har man også set på skolen, hvor fokus på den enkelte elev og karakter, for alvor blev et samfundstema, der pressede den frihed, man ellers havde på skolen. Hun husker også, at lærerne fandt måder at lære fra sig på, der ikke lignede de mere traditionelle, blandt andet, hvis en elev sagde, at han ikke kunne tegne, så fik læreren alligevel skabt et rum ved at stille sig på et bord og tale om at tegne.

– Langt henad vejen har det været en god rejse. Der har været op- og nedture. I perioder har der ikke været mange elever, og nogen gange har der været mange, og nu er der et stort boom. I starten ville alle fællesskabet, og så har der været forældre, der ville det, indtil deres eget barn stod i det, så skulle fokus ændres til barnet. Igennem tiden har det ændret sig til at have fokus på, hvad mit barn kan og det faglige og det menneskelige. Førhen var det meget, hvad vi gør i fællesskab – det har ændret sig, mener hun og husker kravene, der blev ændret, siger Maybritt Christensen.

– Vi har mærket kravene til fagligheden, og hvordan vi skulle leve op til det, og det store fokus på karakter. Folk spurgte: Kommer jeg nu ud med et gennemsnit, som de andres. Det synes jeg langt henad vejen har lagt et pres. Det handlede også om at indse og sige, hvilken motorvej vi ville være på. Vi ville det hele menneske og kreativiteten, og se, at børnene fik glæde af at gå i skole, husker hun.

I dag ser hun, at fællesskabet så småt er ved at komme i fokus igen, og netop den drejning er noget, man sætter fokus på.

– Vi ser en drejning, hvor man vil fællesskabet igen. Derfor slår vi på det, hver eneste gang til samtalerne med elever. Det at have fælles oplevelser og et fælles udgangspunkt, når vi er sammen. Derfor har vi også morgensamlinger, da vi vil have 0. – 10. klasse er sammen, så vi får nogle fællesoplevelser. Det med at gå en tur ned i byen, og så møde en, man kender, fordi alle fra 0-10.klasse kender hinanden ved navn. Det ser man ikke mange steder, og det er noget, de vokser af menneskeligt. Man kan se de store sidder med de små til morgensamling, og det er ikke noget, vi påtvinger dem, fortæller Maybritt, der også har mange gode minder fra skolen, men særligt emneugerne har været en oplevelse.

– Emneugerne har været fantastiske. På et tidspunkt havde vi lejet teatret, hvor vi lavede musical for 0 . – 9. klasse, hvor en lærer havde skrevet en musical selv og knoklede i 14 dage for at vise det til forældre og bedsteforældrene. Det var fantastisk og et magisk øjeblik. Alle lejrskoler har været noget specielt, og det at komme tæt på børnene og kollegaerne i en hel uge, har været så skønt, slutter lærer Maybritt Christensen.

Se interviewet med skoleleder Carsten Jensen fra Fredericia Friskole.

Skoleleder Carsten Jensen trådte selv ind på skolen i 2016, og det endte med at være det helt rigtige valg for ham. I august 2021 blev han leder af skolen.

– Fredericia Friskole er et superspændende sted. Hvis man kigger på lærerværelset, møder man en blanding af nyt og gammelt. Nogen med erfaring og rutine, og nogle unge mennesker, der er blevet ansat indenfor de seneste år. Der er fokus på fællesskabet, men også på det enkelte barn. For det første fordi, der kun er 18 i klassen, og vi samtidig har en struktur med mange voksne i klassen også, det gør, at man lærer hinanden at kende. Man lærer på en anden måde end andre steder i byen, vil jeg påstå, fordi vi er så tæt på eleverne. Da jeg startede i 2016 var her omkring 85 elever, siger Carsten Jensen og fortsætter:

– Jeg har en forventning om, at når vi starter i august 2022, så er vi 165 elever. Der har været en voldsom vækst på kort tid. Siden jeg startede i 2016 har man haft en række skiftende bestyrelser, der ikke var helt enige om, hvilken retning man skulle gå pædagogisk. Siden har vi haft en række skift i ledelse og bestyrelse, og har fundet vores vej. Vi har også set på vores rolle i Fredericia. Vi skulle ikke være som de andre. Vi tager på lejrskole. Vi rejser. Vi skal til Canada med 10. klasse. Vi skal til Tyskland med vores 8.klasse, England med vores 7. klasse.

Carsten Jensen, skoleleder for Fredericia Friskole glæder sig over udviklingen. Foto: AVISEN

Fredericia Friskole har også startet et fokuseret arbejde op med fokus på ordblindhed. Det er generelt et fokus i hele skoleverdenen, men Fredericia Friskole vil være de bedste til det.

– Vi vil arbejde med ordblinde elever på en helt anden måde i tæt samarbejde med forældrene. Vi samarbejder med en privat virksomhed, der er eksperter til det. Jeg har det sådan, at vi kan ligeså godt være de bedste til det, vi gør, også i forhold til elever, hvor ting driller. Jeg kender ikke et barn eller en teenager, der ikke oplever, at noget driller, siger han.

Et godt samarbejde med Fredericia Kommune om at leje lokaler, får Carsten Jensen til arbejde for et friskolebørnemiljø.

– Vi har et skide godt samarbejde med Fredericia Kommune med at leje lokaler til vores udskoling, så når der skal være kulturkaserne nu, så kan jeg ikke se, hvorfor der ikke skal være et friskolebørnemiljø også. Vi står på skudrene af Grundtvigs ( N.F.S. Grundtvig red.) og Kolds (Christen Kold red.) tanker. Jeg synes byen fortjener at have sådan et miljø, så når vi sidder her om ti år, så har vi en børnehave også, hvor det hele hænger sammen med friskole dna’et. Der har været mange tanker om private skoler kontra folkeskolerne, men jeg synes, at det skal foregå i samarbejde. Vi kan eksempelvis løfte elever, der vil have det svært i større sociale enhed. Dem kan vi løfte her, og det gør vi dagligt.

– Om ti år vil jeg se tilbage på vores 40 års jubilæum med vores visioner om et børnemiljø, en fritidsklub, der måske ser dagens lys snart, en udskoling og en skole, hvor man er tro mod værdiererne. Vi er stadig 18 i hver klasse. Vores elever kommer det samme sted hen og ender i eksamenssystemet som alle andre, men vores vej er markant anderledes, siger Carsten Jensen og slutter:

– Jeg er træt af at høre om faglighed. Hvad fanden er faglighed? Kan man være menneskelig fagligt? Altså jeg er helt sikker på, at hvis man spørger om mit barn skal være dygtig til dansk og matematik eller glad, så går jeg med glad. Det bliver man et menneske af på den lange bande. Man bliver ikke et menneske af 7 i matematik, hvis man er ulykkelig. Derfor handler det ikke kun om glæde, men værdi. Om ti år har vi udviklet det hele, så Fredericia Friskole står som en velfunderet og stærk skole, der er tro mod værdierne.