Frank Jensen beder om RESPEKT

0
15
(Foto: AVISEN)

”Jeg er politiker, det betyder, at jeg er en snyder og bedrager, når jeg ikke kysser babyer, stjæler jeg deres slikkepinde, men det betyder også, at jeg holder alle muligheder åbne.”

Kommentaren stammer fra en scene i filmen, Jagten på røde oktober, dem der har set filmen vil kunne huske scenen, resten af jer må stole på min oversættelse. Det er vel i bund og grund den amerikanske vælgers holdning til politikere, og lige nu og her, også holdningen i Fredericia.  

Jeg sad og fik ideen til klummen her, da jeg forberedte mig til det kommende valg. Jeg taler naturligvis om det kommende kommunalvalg, der går under betegnelsen, KV21. 

Man skal være ualmindeligt naiv, hvis ikke man kan se, at de sidste mange måneder i den indeværende valgperiode, har været turbulente for byrødderne og ikke mindst Fredericias omdømme. Mens jeg sad og læste de forskellige historier igen, læste jeg også folks kommentarer til historierne. 

Efter at have læst adskillige meget grove kommentarer og personangreb, sad jeg så der og tænkte, at jeg var glad for det ikke var mig, der stillede op til byrådet. Ud fra den tanke, har jeg valgt at dele min ide om, hvad det egentligt kræver at deltage i lokal politik.

Jeg var i 2017, så heldig at følge mange forskellige politikere op til valget i Fredericia, det gav mig en helt anden indgangsvinkel til, og et ret stort indblik i, hvad det kræver at føre en valgkamp. 

Valgkampe har stået på siden grækerne indførte stemmeret for mandlige borgere i antikkens Athen, og det er 2500 år senere, stadig det samme der forkyndes og debatteres om. Det er det, vi i dag kalder valgflæsk.

Nu starter det så snart for alvor, bordet er dækket op, kanonerne er kørt i stilling. 

Opvarmningen til valgkampen har længe stået på, små stikpiller er blevet sendt partierne i mellem, ikke noget sådan for alvor vigtigt, mere sådan lidt kærlige drillerier de forskellige politikere imellem.

Møgsager

De forskellige lokale møgsager har også fyldt en del. Her i opvarmningen er de blevet flittigt brugt, måske mest til at bebrejde alle, men alligevel ingen.

Her i Fredericia har vi 21 pladser i byrådet, ud af de nuværende 21 medlemmer af byrådet, genopstiller 18, samt suppleanten der kom i byrådet i stedet for det udtrådte medlem. Derudover er der rigtigt mange håbefulde kandidater, spredt ud over forskellige partier, både landsdækkende partier, men også meget lokale lister, vi skal relatere til et virvar af bogstaver, navne og rigtigt mange meninger.

Hvem er de personer, der stiller op til et lokalvalg egentligt?  

Hvis jeg skulle generalisere og tage udgangspunkt i mine personlige observationer, så er det i de fleste tilfælde lokale ildsjæle, der gerne vil gøre en forskel, ja det sagde de fleste dem, jeg spurgte i hvert fald sidste gang. Det tror jeg i øvrigt også, er rigtigt for de fleste. Hvis man gjorde det for pengenes skyld, ville man nok ikke gide det, hvis man gjorde det for at få ros, ja så er det sgu nok heller ikke lige den rigtige sti at tage. Med andre ord, medmindre man er bindegal, eller har en drøm om at blive svinet til og hængt ud, næsten lige meget hvad man gør, ja eller ikke gør, så tror jeg egentligt at hovedparten af dem der stiller op, har de bedste intentioner om at kunne gøre en forskel for deres medborgere.  

Det er nu om dage mere reglen end undtagelsen, hvis ikke de reelle borgmesterkandidater har en solid uddannelse, samt er vant til en lederstilling i en eller anden form. 

Mange af dem har også været aktive i ungdomspolitik. Det synes jeg egentligt er okay, det er et kæmpe ansvar at være den folkevalgte ansvarshavende for noget så bøvlet som en kommune. Det gør i min verden ikke noget, at man ved bare lidt om, hvad man laver, når man som borgmester skal lede forhandlingerne om at fordele milliarder af kroner årligt, samt gøre de kommunalt ansatte plus alle borgene glade. 

Det er en dyr og tidskrævende fornøjelse at føre valgkamp. 

Spidskandidaterne fra de store, ”gamle” partier er tit professionelle eller deltids professionelle politikere. De stærkeste kandidater har derfor oftest en solid økonomisk opbakning fra deres bagland og partikassen, hvilket unægtelig gør det lidt nemmere for netop dem at blive hørt.

De fleste af de andre kandidater på listerne skal selv have penge op af lommen for at føre deres valgkamp, der vil være nogle tilskud, men ikke nok til at dække en hel valgkamp, altså medmindre man bare deler 50 kopper hjemmebrygget kaffe ud foran banegården, mens man stikker folk en hjemmeprintet valgfolder med ens visioner om fremtiden.

Valgplakater

Der skal laves valgplakater, annoncer i medierne, foldere, og meget mere. Man skal bruge utallige timer i gågader og til debatmøder. Man skal have styr på hundredevis af emner og være klar til at besvare tusindevis af spørgsmål, prompte og uden tøven. Man har også brug for en hær af frivillige, her kan jeg tilføje at uden de frivillige ville det være umuligt for de fleste politikere at føre en valgkamp.

Udover det så skal man slås om lygtepælene. 

Det er faktisk en lidt spøjs affære det der med valgplakater. alle hader dem, ingen vil undvære dem. I Pompeji og Herculaneum, fandt man graffiti med ansigter og valgslogans der daterede tilbage til før det famøse vulkanudbrud, så det er ikke en ny opfindelse.

Jeg har en veninde, der er tidligere toppolitiker på den helt store scene. Hun havde i 2017 besluttet sig til at stille op til lokalvalget i den kommune, hun nu om dage bor i på Sjælland. Hun vidste, jeg havde en høj stige og havde spurgt mig om jeg ville hjælpe med at hænge plakater op, hvilket jeg havde sagt ja til.  Reglerne foreskriver at man tidligst må opsætte valgplakater den fjerde lørdag klokken 12.00, inden valget. Klokken 09.00 den pågældende lørdag mødte stigen og jeg op til mødestedet, hvor alle kandidaterne skulle mødes. Der stod valgplakater alle steder rundt omkring med forskellige smilende ansigter. Der gik et par timer med at drikke kaffe, spise rundstykker og gøre klar, samt fordele de forskellige hold rundt på de forskellige veje. hvorefter kandidaterne og en hær af frivillige drog i felten. Veninden og jeg havde naturligvis udset os hovedgaden i byen, så der kørte vi hen og parkerede bilen så tæt på som muligt og tilladt.

Det myldrede allerede rundt med folk, der holdt stiger under armen, gjorde plakater klar og den slags, nogle få havde taget position under, hvad jeg antager de mente var den bedste lygtepæl at smile fra. På slaget 12.00 startede kampen, vakkelvorne trappestiger blev slået ud og myriader af folk nærmest løb hen til lygtepælene, de der vandt spurten, dinglede rundt og forsøgte at hænge plakater op med elektrikerstrips.

Jeg sad der i kassebilen og klukkede lidt af kampscenerne, der udspillede sig midt på hovedgaden.

Hvad de andre ikke vidste var, at jeg er vinduespudser, og dermed har en 10 meter høj stige samt ikke lider af højdeskræk. Jeg havde sagt til min veninde, at nu ventede vi lige til det værste postyr havde lagt sig, inden vi gik i krig. Efter en halv times tid havde støvet lagt sig og vi trådte ud af kassebilen, vi havde en kæmpe stak plakater og en god portion strips. 

Jeg har sjældent følt mig mere overlegen end da jeg slog stigen op ved den mest centrale lygtepæl, kravlede op og placerede plakater en god meter over Borgmesterens. Jeg kunne næsten se smilet fordufte under mig. 

Hele dagen kørte vi rundt og hængte op i samme ånd. Lange misundelige blikke blev sendt fra de andre vi mødte på vores vej. Det var en hård, men sjov dag. 

Det jeg siger er at det er en kæmpe indsats der skal gøres bare for at vælgerne skal kunne huske dit navn. Udover det skal man lege stoledans med rigtigt mange andre kandidater. Når musikken stopper, er der kun 21 stole at sidde på. Så de fleste ved godt de ikke bliver valgt, alligevel gør de indsatsen. Det har jeg respekt for.

Jeg kipper på hatten til dem der overhovedet gider at stille op til byrådet, det er et dårligt betalt deltidsjob uden megen ros, men rigtigt meget ris. Uanset hvad du laver i det civile liv, bliver du stoppet i gågaden, hvor du så tålmodigt skal lægge øre til noget en borger er utilfreds med.

Når de lange knives nat er ovre, så er den eneste belønning, de fravalgte kandidater modtager, et klap på skulderen tilsat et, tak for kampen og bedre held næste gang.

Jeg har personligt tænkt mig at lytte til kandidaterne, give dem en fair chance til at forklare mig deres budskab, og sætte krydset ud for den der overbeviser mig om at repræsentere mig i byrådet, ud fra min egen personlige tankegang og mening. 

Jeg vil også huske, at der er en tid efter valget, hvor de fleste af kandidaterne er tilbage i den daglige trummerum, ligesom du og jeg.

Vinderen fejrer, taberen forklarer.

Skriv en kommentar