Hvis du i løbet af sommeren kommer forbi KulturØen og går op på 1. sal, kan du nyde synet af fotograf Camilla Simonsens værker. Her er billeder fra naturen i stærke og dragende farver, og hvad klæder vel en sommeroplevelse bedre end at zoome ind på naturens utallige vidundere?
Camilla Simonsen, der oprindelig er uddannet indendørsarkitekt og cand. phil. i brasiliansk/portugisisk, har fotograferet siden hun som barn fik et meget gammelt kamera, som vækkede hendes interesse for fotografiet. Hun blev hurtigt fascineret af muligheden for at fastholde forskellige øjeblikke af livet. Senere i livet har fotografiet også fået en mere konkret betydning:
“Med alderen har jeg indset, at jeg ikke længere kan sætte min lid til min hukommelse. Hvad jeg troede, jeg aldrig ville glemme, har jeg glemt. Jeg er virkelig glad for, at jeg har mine billeder til at hjælpe mig med at bevare mine erindringer” fortæller Camilla Simonsen og fortsætter:
“Samtidig er der også en indbygget drivkraft i dét at fotografere, for som fotograf er man på en eller anden måde altid på jagt efter det perfekte motiv. Det er en evig søgen. Og glæden ved ind imellem at opleve, at man er præcis på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, er ubeskrivelig.”
Naturen kalder
De fleste af Camilla Simonsens fotografier er helliget blomstermotivet:
“Jeg kan godt lide blomster og blomsterbilleder. Der er ofte mulighed for at få nogle gode farvekombinationer, og jeg går ofte tæt på. Jeg kan også lide ‘forfald’ fx visne blomster” fortæller fotografen.
Værkerne printer Camilla Simonsen på både glas, lærred, alu- og akustikplade, hvilket giver forskellige oplevelser af det samme motiv, som man også vil kunne se i udstillingen på 1. salen på KulturØen, som løber fra den 4. juli til den 23. august.
Besøg Camillas hjemmeside: www.csfoto.dk