Onsdag blev det første spadestik, til en forbedring af trafiksikkerheden på Treldevej mod Trelde og Østerby, taget. Forbederingerne indebærer blandt andet en dobbeltrettet cykelsti med belysning.

I silende regnvejr blev det første spadestik taget, og det mørke vejr var meget sigende for den situation, der hidtil har været på strækningen på Treldevej for cyklisterne. På en grå og mørk regnvejrsdag, har det føltes usikkert for cyklisterne at færdes på vejen, når bilerne er kommet susende side om side. Det skal de nye forhold være med til at rette op på.

Udover, at det gerne skulle sikre fremkommeligheden for cyklister, så medfører det også mere trafiksikkerhed, da vi får cykelstierne oplyst. På den måde bliver vi sikret dobbelt. Man vil også komme til at opleve mere flydende kørsel, da svingene bliver blødere. Vi er opsatte på at udvikle området med mere beboelse, derfor skal vi gøre det mere attraktivt at bo her, siger formand for by- og planudvalget, Søren Larsen (A).

Paraplyerne var fundet frem grundet et kraftigt nedbør. (Foto: AVISEN)

Næstformand for by- og planudvalget, Kenny Bruun Olsen (V), har selv oplevet at cykle ud af Treldevej som ung knægt, og kan derfor relatere sig til usikkerheden på vejen.

– Det er mange år siden, men vi cyklede tit til Trelde Næs for at plukke brombær, det var godt nok på smallere veje end i dag, og der var knap så mange biler, men det var ikke sjovt, hvis de kom tæt på. Sådan har mange det også i dag. Der er mange flere biler nu, og når der kommer to biler imod hinanden, hvor skal man så være? Derfor er det skønt, at vi nu får lavet cykelstien. Vi tog den mod i sidste års budget i fællesskab, og det er vi glade for, siger han og fortsætter:

– Det handler om at lytte til borgerne, og jeg har lige talt med Kurt fra Østerby. Man skal lytte til alle og skal få det til at lykkes. Nu kommer der både lys og en god vej at cykle på, så er der for enden af regnbuen, og det vil helt sikkert være populært for de nye byggegrunde, der sælges om kort tid. Vi vil sætte fokus på, at landsbyerne omkring os bliver tilgodeset med infrastruktur og cykelstier, forklarer Kenny Bruun Olsen, der efterfølgende tog spadestikket sammen med Søren Larsen og formand for Vejlby Sogns beboerforening, Ulla Jensen.

Det første spadestik til den nye cykelsti blev taget. (Foto: AVISEN)

Efterfølgende var kaffe, the og træstammer til de fremmødte, der talte alt fra beboere i området til politikerne Peder Tind (V) og Lise Nielson (A), samt ansatte i Fredericia Kommune, herunder repræsentanter fra Vej & Park, der svarede på spørgsmål fra interesserede borgere, som ville høre om forskellige beslutninger.

Borgerne fortalte blandt andet, at der er flere problematiker på Treldevejs-strækningen. Eksempelvis påpegede de, at bilerne kører alt for stærkt, og der ved flere lejligheder har været opsat fartkontrol op som følge af henvendelser, fordi bilerne kører forbi med over 100 km/t i en zone, hvor det er tilladt at køre 60 km/t. Der kom forslag til at gøre noget ved det, men i første omgang handlede det om at tage første spadestik til at gøre vejen sikker for cykelister med en ny cykelstil.

Budgetforliget for 2021-2024, hvor der blev afsat penge til cykelstien, omfatter i hovedtræk:

  • Tre km dobbeltrettet cykelsti fra byzonetavlen på Treldevej til Trelde og Østerby
  • Treldevej udrettes mellem Fredericia by og Enghavevej
  • Blødere sving på Treldevej ved Egeskov Skovvej
  • Krydset Treldevej-Skullebjergvej-Ryttergrøften ombygges
  • Skullebjergvej udvides på nordsiden i forbindelse med anlæggelsen af den dobbeltrettede cykelsti
  • Gadelys på den nye cykelsti

Skriv en kommentar