For første gang siden episoden med Christian Eriksen talte den danske trup mandag formiddag med pressen, og det var med følserne uden på tøjet.

Tårerne pressede sig på, da Kasper Hjulmand gik på skærmen søndag eftermiddag, og det var også med patos i højsædet, at den danske trup stillede op til pressemøde i kølvandet på den uhyggelige episode med Eriksen.

– Jeg tror, alle folk så det, og jeg vil helst ikke gå tilbage dertil. Det er et sted, jeg ser dagen lang. Jeg ser de her billeder i mit hoved hele tiden, så jeg har ikke behov for at gå tilbage til det, siger Martin Braithwaite, som man kunne se bede til Gud:

– Det var det eneste, jeg kunne kontrollere i det moment. Jeg kunne ikke gøre andet for min ven, end at spørge om hjælp et andet sted fra, og det var egentlig, hvad jeg gjorde. Jeg kan ikke huske, hvad jeg helt præcist sagde, men 100 procent at jeg ville se Christian tilbage, som vi kender ham, og det gik hurtigt, at han kom tilbage. Jeg er sindssygt glad for at se, at han har det godt igen, fortsætter han.

Danmark spiller næste kamp ved EM-slutrunden på torsdag, hvor modstanderen er Belgien.

Skriv en kommentar