Den svenskejede fødevarekoncern FSG Foods indvier den 17. juni 2021 sit nyopførte domicil med tørvarelager, køle- og frostlager samt kontor i Taulov Dry Port. Virksomheden har siden oktober 2018 lejet sig ind i et køle- og frostlager på Fredericia Havn, og med indvielsen markerer FSG nu officielt færdiggørelsen og indflytningen af deres nye kontor- og lagerdomicil i Taulov på knap 5.800 m2.  

Det nyopførte lager- og kontordomicil er opført af joint-venture selskabet af PFA og ADP, som står bag udviklingen af Taulov Dry Port.

– Vi har set frem til at byde velkommen til FSG i vores første store etape af moderne lager- og logistikbyggeri, som er opført i fleksible enheder tilpasset forskellige kunder. Til FSG har vi udviklet et køle- og fryselager, som er tilpasset deres omfattende produktsortiment af food og non-food produkter. Vores mål har været at udvikle markedets mest innovative lager- og logistikejendomme tilpasset kundernes behov, og vi kan se på efterspørgslen, at det er lykkedes, siger Jesper Gemmer, CEO i Taulov Dry Port A/S.

Fødevarekoncernen FSG Foods er Skandinaviens største enkeltleverandør af produkter til sushimarkedet. Produktsortimentet er omfattende, og foruden frisk fisk består sortimentet også af en lang række food og non-food varer som f.eks. ris, wasabi, soja, tang, spisepinde, take-away emballage, og det er altså dette omfattende sortiment, som nu skal lagres og distribueres fra deres nye lagerdomicil i Taulov.


Prinsessens Kvarter
FSG’s indflytning i Prinsessens Kvarter markerer samtidig færdiggørelsen af den første store etape, som samlet set udgør et 60.000 m2 lager- og logistikcenter – beliggende i Prinsessens Kvarter.

FSG Foods har indgået en 10-årig lejeaftale på samlet set knap 5.800 m2 fordelt på tørvarelager, frost- og kølelager samt kontor. Byggeriet er opført i generiske sektioner med en indvendig loftshøjde på 8,5 meter.

– Vi har set frem til indflytningen i vores nyopførte domicil, hvor vi nu kan samle tørvarer samt køle- og frostvarer i et nyt og moderne lagerdomicil. 50 medarbejdere er flyttet med ind vores nye domicil. Vi servicerer kunder i hele Danmark, så den centrale placering tæt på motorvejsnettet er afgørende for optimeringen af vores distributionsaktiviteter. Vi har igennem hele processen haft et værdifuldt samarbejde med Taulov Dry Port, og med den langsigtede aftale har vi et solidt grundlag for vores fremtidige udvikling, siger Jonas Kingo Schnoor, administrerende direktør i FSG Foods.

Taulov Dry Port udvider med 60.000 m2 lager- og logistikbyggeri
Med fuld udlejning af den første store etape udvider Taulov Dry Port nu med de næste 60.000 m2 lager- og logistikbyggeri, som vil stå klar til indflytning ultimo 2022.

Med en længde på 600 meter, en indvendig bygningshøjde på 12,5 meter samt en facadehøjde på 16-17 meter bliver det næste store lager- og logistikbyggeri et markant vartegn i Taulov Dry Port og det vil samtidig udvide lagerkapaciteten i området betragteligt.

Skriv en kommentar