I den senere tid har der været særligt fokus på den kraftige vækst i transport- og logistikbranchen i Fredericia, som i dag er et vigtigt knudepunkt på tværs af søfart, jernbane og vej. Det betyder, at der i de kommende år bliver behov for mange flere medarbejdere med uddannelser inden for området.

– Gode karrieremuligheder for bl.a. erhvervsakademiets logistikøkonomer, har med stor sandsynlighed bidraget til, at de unge har fået øjnene op for uddannelsen, og det er en meget glædelig udvikling, siger uddannelsesdirektør Leif Bojesen fra EAL.

Ansøgertallet til EALs logistikøkonom-uddannelse i Vejle ligger 30 % over sidste års tal – fra 23 ansøgere i 2016 til 30 ansøgere i 2017.

 

Virksomhed glæder sig over de unges stigende interesse for branchen

Hos Centrum Pæle i Vejle glæder man sig over, at flere unge vælger at uddanne sig inden for logistikområdet.

– Vi har selv haft en logistikøkonom-studerende fra EAL i praktik i virksomheden, og vi kan se, at vi med de unge får en arbejdskraft, der gennem uddannelsen har tilegnet sig en meget dybdegående viden. Derudover er de rigtig gode til og åbne overfor at tilegne sig ny viden, hvilket er mindst ligeså vigtigt i en branche i udvikling, siger fabrikschef Preben Andersen fra Centrum Pæle i Vejle og fortsætter

– Vi ligger jo placeret i et meget attraktivt område, hvad angår transport og logistik, og det vil betyde, at der bliver bud efter ny arbejdskraft til branchen, så det er godt at høre, at de unge har opdaget mulighederne i branchen.

Fakta

Logistikøkonom-uddannelsen er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse der klæder den studerende på til at udføre alle led i en logistikproces – lige fra indkøb af råvarer til forsendelse af de færdige varer. Under uddannelsen får den studerende viden om forskellige transportområder, forsikringsforhold, leveringsbetingelser, betalingsformer, driftsøkonomi m.m.

Læs mere om EALs logistikøkonom-uddannelse her: https://www.eal.dk/uddannelser/logistikoekonom/#Indhold