I kølvandet på Brexit og corona er der brug for, at fiskebranchen står sammen. Derfor genopstår Foreningen Fiskebranchen – bedst kendt for de legendariske Minna og Gunnar-reklamer.

Den danske fiskesektor er blevet enige om at genoptage samarbejdet om at fremme forbrug og afsætning af danske fiskeprodukter.

Derfor blev der 9. juni afholdt stiftende generalforsamling for foreningen Fiskebranchen, hvor Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Danish Seafood Association, Dansk Akvakultur, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Fiskehandlere gav hinanden håndslag på at genoptage samarbejdet.

Og det er der brug for. Fiskebranchen – eller på engelsk: Danish Seafood Council – genopstår nemlig i kølvandet på Brexit og corona-pandemien, der begge har rystet markederne for fødevarer over alt i verden og ændret spillereglerne fundamentalt. Derfor har Fiskebranchen fået fornyet relevans. Der er brug for, at alle, der arbejder med fisk, står sammen og taler med én fælles stemme.

Foreningens primære arbejde kommer til at handle om, hvordan vi i fremtiden kan skabe bedre muligheder for at afsætte danske fiskeriprodukter i ind- og udland. Der skal både være fokus på at åbne nye markeder, der kan erstatte det tab, som Brexit har medført, hvor mulighederne for at eksportere til Storbritannien er blevet markant forringet. Samtidig skal der gøres en indsats for at styrke afsætningen i Danmark og få danskerne til at spise mere dansk fisk. Eksempelvis ved at slå et slag for, at der skal serveres dansk fisk i offentlige og statslige køkkener.

Derudover kommer Fiskebranchen til at arbejde med, hvordan branchen kan udvikle sig i en endnu mere bæredygtig retning, fortælle om de mange gode tiltag og dermed øge kendskab og viden om, hvordan danske fiskeriprodukter bliver til.

På den stiftende generalforsamling blev Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening, udpeget til formand for Foreningen Fiskebranchen, og direktør i Danish Seafood Association, Poul Melgaard, blev næstformand.

– Jeg er rigtig glad for, at vi er enige om at genoptage samarbejdet. Danske fiskeprodukter er en klasse for sig, og er utvivlsomt en del af løsningen på den globale fødevaremangel. For danske fiskeriprodukter er produceret bæredygtigt, hvor der både tages hensyn til klima, til miljø, og så foregår produktionen på ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det kan vi være stolte af, og det understreger, at den danske fiskebranche er en del af fremtiden, siger den nyvalgte formand for Foreningen Fiskebranchen, Kenn Skau Fischer.

Fiskebranchen får adresse på Axelborg i København sammen med den øvrige fødevarebranche.

Dét siger parterne bag Foreningen Fiskebranchen om samarbejdet

Poul Melgaard, direktør i Danish Seafood Association:

– Vi spiser stadig for lidt fisk – både ud fra et ernæringssynspunkt og ud fra et klimasynspunkt, og med Fiskebranchen skal vi i fællesskab søge at indfri potentialer ved fælles markedsindsatser.

Klaus Jørgensen, områdechef, Landbrug & Fødevarer:

– Fisk er en vigtig del af den danske madkultur og skaber samtidig høj værdi for den danske samfundsøkonomi med mange jobs og store eksportindtægter. Dette skal fastholdes og udvikles i fremtiden, så derfor er vi rigtig glade for at være med til at danne Fiskebranchen i Danmark.

Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation:

– Danmark er verdens 5. største fiskerination, og vi er forrest, når det gælder klima, kvalitet og fødevaresikkerhed. Med etableringen af Fiskebranchen kan vi nu styrke fortællingen om verdens bedste fiskeprodukter både herhjemme og på eksportmarkederne.

Klaus Anker Jensen, formand for Danmarks Fiskehandlere:

– Fælles udfordringer kalder på fælles løsninger. Der er derfor en stor glæde, at vi er rykket sammen og sætter fornyet fokus på branchens vigtige kerneområder. Vi står sammen – samlet og stærkere.

Brian Thomsen, direktør i Dansk Akvakultur:

– Vi ser et voksende behov for bæredygtige, sunde og klimavenlige fødevarer. Dansk fiskeri og akvakultur kan bidrage med både produkter og innovative løsninger til den blå omstilling. Vi kan ydermere bidrage med arbejdspladser og økonomisk udvikling i landdistrikterne. Med etablering af den nye forening sender vi et stærkt og positivt signal om samarbejde på tværs af brancher og sektorer, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet.

Skriv en kommentar