En ny app gør det muligt altid at have politiet lige ved hånden. Fremover kan man nemt og enkelt bruge sin smartphone til blandt andet at tippe politiet og finde nærmeste politistation.
App’en, der ganske enkelt hedder Politi, gør det også muligt at følge med i de lokale nyheder fra politiet og til at kontrollere, om en cykel er kendt i politiets register.
– Politiet skal bruge de samme kanaler, som befolkningen. Det skal være nemt at komme i kontakt med os, så derfor er det naturligt, at vi også har vores egen app, siger politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet.
App’en har været testet i nogle måneder i Nordjyllands Politi, og erfaringerne er så gode, at den nu udbredes til resten af landet.
– Nordjyllands Politi har fået en række gode tip fra borgerne og flere af dem har ført til konkrete sager. Det er eksempelvis spirituskørsel, narkohandel, hittegods og mistænkelige genstande, som folk orienterer os om. Så vi håber, at danskerne vil tage den nye app til sig, siger Jørn Kjer.
Hvis man vil sende et tip til politiet, så er det muligt at sende et billede med og samtidig kan man stedfæste, hvor man befinder sig. Det vil også være muligt at vælge at være anonym.
Fra app’en vil det være muligt at søge på et konkret stelnummer for at se, om en cykel er kendt i politiets register.
– Vi har et ønske om at begrænse handlen med stjålne cykler, så vi også får nedbragt antallet af cykeltyverier. Men oplysningerne i cykelregisteret vil altid være behæftet med en vis usikkerhed. Derfor vil det kun være et fingerpraj om den cykel, man står med, er stjålet eller ej, siger Jørn Kjer.
App’en er gratis og den kan findes i Androids Google Play og Apples App Store.
– Den bliver i nærmeste fremtid også tilgængelig i Windows Phone Store, oplyser politiet.
(Foto: politi.dk )