Kolding Købmandsskole var én af de første skoler, der i 1990 havde besøg af Arlette Andersen, da hun indledte sin 25 år lange foredragsrejse med historien om at overleve Auschwitz og Holocaust. Nu gør den lokale biograf Nicolai Biograf og Café klar til udsolgt premiereforestilling på filmen om og med hende, ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”.

Der er gjort klar til premiereaften i Nicolai Biograf og Café i Kolding i morgen aften, torsdag den 24. august. Daglige leder, Mette Balsby, glæder sig til at kunne vise filmen om Auschwitz-overlever Arlette Andersen fra Fredericia, ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”, i to biografsale på én gang. Der har nemlig længe været udsolgt til netop denne særlige aften, hvor filmens hovedperson, Arlette Andersen vil deltage. Filmen er sat på biografens program i de kommende uger, og Mette Balsby glæder sig over et flot billetsalg.

– Jeg var godt klar over, at filmen ville være populær i Arlettes hjemby, Fredericia, men at den skulle blive så efterspurgt i Kolding, som den er lige nu, det var jeg ikke forberedt på. Vi er meget begejstrede, og det tyder på et meget flot billetsalg for de kommende visninger, fortæller Mette Balsby.

16 foredrag i Kolding

Med et stort ønske, om at verden aldrig skulle få lov til at glemme de nazistiske koncentrationslejre – i særlig grad udryddelseslejren Auschwitz Birkenau, indledte den 66-årige Arlette Andersen i 1990 en foredragsrække, der skulle vare i 25 år. Som en af de få franske jøder, der overlevede ét års fangenskab i Auschwitz Birkenau, rejste Arlette Andersen rundt til primært skoler og gymnasier i Danmark og fortalte sin gribende historie. Men i foråret 2015 var det slut. Helbredet kunne ikke klare flere foredrag. 426 gange havde hun fortalt sin historie til næsten 100.000 mennesker. Men slut er det ikke. Takket være en nye dokumentarfilm, ”Arlette – en historie vi aldrig må glemme”, kan missionen fortsat holdes i gang.

Allerede i oktober 1990 besøgte Arlette Kolding for at holde foredrag for 100 elever på Kolding Købmandsskole. I de efterfølgende år fortalte hun sin historie i Y-mens Club i Kolding, til elever på Munkensdam Gymnasium, IBC Kolding og Kolding Realskole. Alt i alt har 3690 mennesker i Kolding hørt Arlette Andersens historie igennem årene. Kolding Realskole har alene haft besøg af den populære foredragsholder syv gange, og i 2012, hvor Arlette Andersen holdt 49 foredrag, tegnede Kolding sig for de tre – alene på Kolding Gymnasium sad 850 elever og lyttede den 30. november.

Filmen fortsætter missionen

Det er filmselskabet Kvist Film, der i samarbejde med Kasper Fuglsang Photography, har brugt fire år på at producere en film, der fortæller Arlette Andersens historie om at overleve Auschwitz og ikke mindst Holocaust, der kostede seks millioner jøder livet. Det er instruktøren og journalisten Thomas Kvist Christiansen, Fredericia, der i 2013 tog initiativ til at skabe filmen, og i denne tid sætter flere og flere danske biografer Arlette Andersens historie på programmet. Ved hjælp af filmen kan Arlette Andersens foredragsmission, det må aldrig ske igen, fortsætte i mange år frem.

Den 30. august vises filmen i Grand Teater i København ved en særforestilling, hvor filmens hovedperson, den ny 93-årige Arlette Andersen, også deltager sammen med en række indbudte gæster. Dagen efter, torsdag den 31. august, vises filmen i Valby Kino – blandt andet i dagtimerne for skoleelever.


Premieresucces i Fredericia

Da dokumentarfilmen havde premiere i Fredericia den 17. maj i biografen Panorama, var det med udsolgte sale i starten og et generelt flot billetsalg. Efter ni spilleuger havde filmen været vist for cirka 3.000 mennesker.

– Filmen om Arlette Andersen har uden tvivl været et hit denne sommer. Den har slået billetsalget for mange af de nyeste danske film, og på selve premiereaftenen slog den premieren på den nye Star Wars film. Alt i alt ligger filmen i toppen af vores top-ti-liste over, hvordan billetsalget har fordelt sig i de seneste måneder, fastslår biografdirektør Lars Broen og tilføjer.

– Arlette Andersen som person, fordi hun bor i Fredericia, har naturligvis en stor betydning for billetsalget, men jeg fornemmer også, at biografpublikummet er klar til at se andre typer film end spillefilm – film der rører dem på en anden måde, lyder det fra Lars Broen.