Tirsdag starter FC Fredericia træningen op. Et nyt hierarki skal sættes efter afgange fra nogle kulturerbærer, der har tegnet FC Fredericia i en del sæsoner. Til gengæld forventer FC Fredericia, at flere af truppens nuværende spillere stepper op, og kommer til at tage mere ansvar.

FC Fredericia har taget afsked med lejespillerne Oscar Hedvall, Marcus Hannesbo, Oliver Olsen, Tobias Anker og Christian Tue, mens også Peter Makrillos, Anders Holvad, Christian Ege og Samson Iyede er fortid i FC Fredericia. Makrillos træner dog i første omgang fortsat med i FC Fredericia, da parterne ser hinanden lidt an.

– Der er en større afgang end forventet. Indtil det her vindue havde vi en god stamme, og vidste vi skulle af med lejede spillere, og så kan det være nogle af dem kommer tilbage. Mindst en af de lejede kommer tilbage. Det man aldrig ved er, om der er spillere, der er interessante for andre klubber, der kommer med så godt et tilbud, at man skal sælge. Det er noget man ikke kan planlægge på forhånd, da man ikke ved noget om det før man står i det. Der kan tit være stor forskel på, hvad vi synes en er værd og hvad en køber synes. Samson var ikke forventet, og det er en afgang vi skal forholde os til, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og fortsætter:

– Vi har sagt farvel til kulturerbærer i Holvad og Ege, og det har vi vidst kunne være en mulighed, men for Anders’ vedkommende kom det først, da vi meldte det ud, da vi ikke ville stille os i vejen. Vi havde en aftale om, at hvis buddet var det rette, var vi med på det. Jeg havde gerne set, at de var stoppet forskudt af hinanden, så selvfølgelig er der noget at forholde sig til, og der er tre pladser, hvor to af dem skal erstattes, og det var vi ikke så forberedt på. Når man sælger, så kigger man på markedet, og ser om man kan få noget ind, og det gør vi kommer op på en del spillere, der forlader os. Det er måske også for mange i forhold til det hele. Vi har spillere i truppen, der stadig er interessante for andre klubber, og det er klart, hvis den enkelte spiller har et år tilbage, vil vi være i en situation, hvor vi kan vælge at sælge med den økonomi, der er bag det. Vi ved ikke, hvor det ender, men jeg er fuld af fortrøstning. 

En ting Stig Pedersen dog hæfter sig ved er, at der ikke kommer til at blive skiftet markant ud i start 11’eren. Christian Eges rolle var mindre markant i sidste sæson, end tidligere, og Anders Holvad var heller ikke fast starter, mens Samson Iyede heller ikke altid startede inde. Det betyder, at den eneste afgang fra startformationen bliver Oscar Hedvall.

– Vores start 11 fra sidste sæson er ikke alvorligt ramt. Samson spillede en del, men med de spillere vi stadigvæk har, er der stadig en stort gruppe af spillerne, der startede inde. Det er udgangspunktet til den kommende sæson. Peter Makrillos starter også op med os igen på tirsdag, da vi ser hinanden an. Vi får også to nye, der kandiderer til en plads i startopstillingen, så vi synes vi er godt stillet. Vi præsenterer også en ny målmand, så vi kommer til at stå med en god og spændende trup, hvor trænerteamet kommer lidt på arbejde, da der er relationer, som skal spilles ind. Sådan er fodbold, og det er det spændende ved den her verden, forklarer Stig Pedersen.

Fra den nuværende trup kan Kristian Kirkegaard være interessant for andre klubber. Kirkegaard scorede i sidste sæson 14 mål i 34 kampe i NordicBe Ligaen, og med en kontrakt der løber ud i sommeren 2023, er det nu, hvis FC Fredericia skal have en god sum penge for ham, hvis kontrakten ikke forlænges.

– Vi vurderer hver enkelt tilfælde. Hvis vi er tilfredse med buddet, vil vi vurdere på det, og så skal vi se på det sportslige også. Der er mange hensyn at tage. Alt er i princippet muligt, hvis det passer ind i vores model, siger Stig Pedersen.

Igen til den kommende sæson vil der komme lejespillere til fra FC Midtjylland, og der er brikkerne ved at falde på plads.

– Der kommer nye regler fra FIFA og UEFA, der betyder, at man kun må leje tre fra samme klub fremadrettet. Vi har to på plads, og den tredje kommer forhåbentligt på plads inden længe, udtaler Stig Pedersen.