Rumænsk mand sigtet for 60 gange at have stjålet betalingskort og misbrugt dem

Efter at have været internationalt eftersøgt er en 23-årig rumænsk mand blevet udleveret til Danmark.

Manden er sigtet for 60 tilfælde af tyverier af betalingskort og databedrageri ved at have misbrugt kortene. Det foregik over hele landet mellem 2016 og 2018. 
Det er Udlændingeafdelingen i Padborg, UKA Vest, der på vegne af alle politikredse behandler sagen. 

Den 23-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Sønderborg efter udlevering. Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre, da der er medgerningsmænd på fri fod. 

Dommeren varetægtsfængslede manden i fire uger. Han kærede ikke fængslingen.

Skriv en kommentar