Norah Jones’ stemme flyder sammen med pingvinspringvandet på Rådhuspladsen, hvor det italienske marked har taget plads med lækkerier, der dufter af sommer, tomater og oliven. I bymøblerne hygger et par fredericianere sig, en enkelt mand nyder solen med lukkede øjne og en mor åbner en is til sin datter i klapvogn.
Den populære livsstilsbutik Simply Living knokler løs denne søndag. Butikken flytter over på den anden side af gaden. Samtidig er de ved at bygge om og stille alt på plads. De åbner i øvrigt den nye butik i løbet af den kommende uge.
Længere nede af Gothersgade er der dømt fodbold på Den Engelske Pub og da jeg når Kanalbyen ser jeg et søndagsloppemarked på parkeringspladsen.
På havnekajen står stribevis af fiskere, nogle har mere held end andre. Stemningen er god. Nogle har børn med. De lærer fiskeriets kunst, men leger også på kryds og tværs. En række hollandske autocampere kører forbi og stopper op for at se på havet og Den Nye Lillebæltsbro.
På Østerstrand nyder familier med børn, de enkelte solstråler, der rammer sandet. En kunstner ser på vandet og tegner, hvad hun ser. Børn og voksne bruger træningsfaciliteterne på stranden, nogle spiser is, mange lufter hunde. Fredericia er ude i dag.
En dreng kysser en pige. De går hånd i hånd opad Jyllandsgade.
I Danmarksgade er der gang i frugtsalget, hvor flere også smager på de saftige pærer.
I Prinsessegade fyldes den lokale biograf, Panorama, med børn og voksne, der nyder den sidste søndag før skolernes sommerferie er forbi. I morgen starter hverdagen igen. Men lige nu er det tid til popcorn, cola og bland-selv-slik.
Tilbage i Gothersgade kommer en Golden Retriever med sin familie, den drikker af vandet, der løber gennem gaden.
Byens Landsoldat holder hof for de mange turister, der skal have billeder af mindesmærket. Træerne omkranser den, og da jeg passerer Prinsens Port kommer legende børn på løbehjul.
Fredericia lever.