De danske kirker har et væld af genstande, som på forskellige måder er kilder til vores fælles historie. Det er genstande som altertavler, lysestager, kan­der, dåbsfade osv. I forbindelse med at kirkerne fik disse genstande, enten ved at de selv betalte for dem, eller ved at de modtog dem som en donation, blev der ofte sat en form for indskrift på genstan­den. Indskriften kunne eksempelvis berette, hvem der stod bag donationen eller tidsbestemme købet af den. De danske kirker havde brug for mange genstande til det kirkelige liv, men en genstand var ikke nødvendigvis en stationær ting. Genstan­dene kunne nærmest leve et omtumlet liv for sig selv. Det vil et eksempel fra kirken i Egeskov uden for Fredericia kunne fortælle.

Kirken i Egeskov ligger ca. fem km fra Fredericia. Kirkens navn er officielt Vejlby Kirke, ligesom sognet hedder Vejlby Sogn, men i daglig tale kal­des den for Egeskov Kirke efter den landsby, hvor kirken ligger. På denne måde undgik man også en forveksling med Vejlby Kirke på Fyn lige på den anden side af Lillebælt. Det er en middelalderlig kirke, der blev opført i romansk stil en gang i den store kirkebygningsperiode i Danmark mellem år 1100 og 1250, hvor størsteparten af de danske kirker blev opført. Det kan tænkes, at Egeskov Kirke blev opført tidligt i perioden, da en del af kirken er opført af frådsten eller kildekalk, som det også kaldes. Kirker af frådsten regnes gerne som værende blandt de æld­ste stenkirker i Danmark. I senmiddelalderen fik kirken desuden et våbenhus på ski­bets sydside og et tårn i vest. Kirken i Egeskov kunne på denne vis også fungere som et landmærke for de folk, der skulle over vadestedet ved Rands Fjord.

Herudover er kirken kendt for, at kirkeejeren Ber­tel Bruun i 1804 opførte en thepavillon i kirkegårdsmuren i forbindelse med sit familiegravsted. Thepavilloner var dengang helt almindelige i velhavende personers private haver, men de var no­get mere usædvanlige på danske kirkegårde. Den Bruunske Thepavillon ved Egeskov Kirke er så vidt vides den eneste danske kirkegårdspavillon opført med dette formål. Her kunne kirkeejeren sidde med sin familie og sine gæster om søndagen før og efter gudstjenesten med udsigt over Rands Fjord. Det var vel praktisk og behageligt, når nu Bertel Bruun var bosat inde i Fredericia i Dan­marksgade. Der var jo trods alt et stykke vej i hestevogn. Det var samtidig en måde, hvorpå Bruun’erne kunne ”hæve” sig over de mere almindelige be­gravelser på kirkegården ved deres kirke.

Johannes Iver Bruun. Foto: Museerne i Fredericia

Inden Bertel Bruun blev ejer af Egeskov Kirke, var det hans far, Johannes Iver Bruun, der ejede kirke. Johannes var en af de mest fremtræ­dende personer i Fredericia som justitsråd, råd­mand, borgmester samt handelsmand og fabriks­ejer, og Bruun-slægten bestred i det hele taget store poster i byens styre. Det var på denne tid prestigefyldt at være kirkeejer, og Bruun’erne sat­te deres tydelige præg på kirken og kirkegården. Som kirkeejer modtog man kirkens forskellige indtægter og skulle til gengæld også stå for kirkens udgifter til bygninger, inventar og personale. Det kunne være en dyr fornøjelse. Johannes Iver Bruun måtte således i 1790 betale for, at kirkens store klokke blev omstøbt. Det blev på klokken markeret med en indskrift, som stadig findes på klokken i dag:

Denne klokke er af Weielby kirkes nærværend ejer Agent og Borgmester Bruun i Fredericia udi år 1790 bekostet omstøbt efter at den ved ringen for Søren Hansen i Trell hans Moders liig var voldeligen bleven i stykker slagen.

Man fornemmer en vis irritation hos kirkeejeren bag denne indskrift og udgift. Sagen var den, at kirkens klokke allerede i 1783 var revnet. Det skete ved, at klokkeren slog for hårdt på klokken i forbindelse med Ane Petersdatters begravelse. Normalt slår man ikke på en klokke ved en begravelse, men klokkerebet var knækket, så kneb­len var faldet ned. Derfor måtte klokkeren slå kneblen mod klokkens yderside med håndkraft for at kun­ne ”ringe” med klokken. Kirkeejeren stod derpå med udgiften for at reparere klokken.

Johannes Iver Bruun mente dog, at det mest ret­færdige var, at sønnen til Ane Petersdatter skulle betale. Det var jo dog hans moder, der indirekte var skyld i klokkens ødelæggelse, fordi det skete til hendes begravelse. Ane Petersdat­ters søn, Søren Hansen, nægtede dog naturligt nok at betale. Derfor anlagde Johannes Iver Bruun en sag mod Søren Hansen. To retssager skulle der til, før Højesteret i 1790 frikendte bonden fra Trelde. Derfor måtte kirkeejeren modvilligt selv betale for klokkens omstøbning, og dette blev markeret med en indskrift på klokken, der placerede skyl­den på den stakkels afdøde kone.

På denne vis ses det, at mange af de genstande, vi ser rundt omkring, sagtens kan have forskellige historier gemt i sig, vi skal blot kigge efter.