Torsdag aften ved 19-tiden sejlede en 57-årig mand ud fra havnen i Struer i nedtrykt sindstilstand. Mandens jolle er siden blevet fundet efterladt og fortøjret ved sydspidsen af Venø.

Politiet har natten igennem afsøgt sydspidsen af Venø med hunde og ledt i vandet omkring Venø med båd og helikopter. Beredskabsstyrelsen er i gang med at søge i vandet med sonarudstyr og leder også til fods langs strandkanten på Venø.

Politiet ønsker nu også offentlighedens hjælp til at lede efter manden, særligt på Venø og langs den østvendte kyst på fastlandet fra færgelejet til Oddesund. Politiets hunde er færdige med at søge i området, og de borgere, der ønsker at deltage i eftersøgningen, kan derfor bevæge sig frit i området.

Manden beskrives som 57 år, 197 cm. høj og almindelige af bygning. Han er iført jeans, sort dunjakke og sorte sko.

Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.

Opdateret klokken 11.40 

En borger, som gik tur på stranden på østsiden af Venøs sydspids, har fundet den 57-årige mand, som tidligere på dagen blev efterlyst omkring Venø. Manden er druknet.

Kl. 10.25 opdagede en borger, som ledte efter den savnede på stranden på østsiden af Venøs sydspids, at en mand lå livløs i vandkanten. Borgeren greb fat i manden og genkendte ham straks som den efterlyste. Manden var desværre omkommet, og politiet formoder, at der er tale om en tragisk drukneulykke. Intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag.

Mandens nærmeste pårørende er underrettet.