Medarbejderne hos P.A. Andersen & Sønner i Bredballe (Brødkurven) kunne efter fem dages intenst renoveringsarbejde slå dørene op for deres kunder. Væggene, loftet og frontdisken havde fået sig en kærlig hånd, og det var ikke noget, der gik ubemærket hen over hovedet på de besøgende kunder, da der blev givet ros til det nye design.

For 43 år siden åbnede P.A. Andersen & Sønner i Bredballe i takt med, at Bredballe Centeret blev etableret. Det var Kristian Andersens far, som stod for åbningen af den afdeling i byen. De har siden 1978 holdt trofast fast i afdelingen i Bredballe, hvor Andersen-familie også er bosat. Det er ikke kun familien, der kender området, idet området også kender dem. Derfor har det været et fantastisk sted at bo og have virksomhed, hvis man spørger direktør i P.A. Andersen & Sønner, Kristian Andersen:

– Vi har været utrolig glade for Brødkurven. Vi har løbende lavet små renoveringer, fordi det handler for os om at lave noget tidsvarende design. Nu har vi så haft et lille intenst forløb, hvor formålet har været at give vores søde medarbejdere mere plads og bedre arbejdsbetingelser. Det hele er nyt, flot og dejligt at have med at gøre, siger han.

Før-billede
Efter-billede

Kristian Andersen mener ikke, at der var noget galt med den gamle disk, men forandring fryder – også i et bageri. Processen blev igangsat søndag formiddag, hvor der blev lukket ned for butikken, også blev butikkens daværende design brudt op. Dernæst blev dagene brugt på at bygge og pifte butikkens design op, hvor særligt den sidste dag blev brugt til oprydning og klargøring før genåbningsdagen. I alt har processen taget fem dage, og her fortæller Kristian Andersen, at der har været pres på.

– Normalt skal man bruge en hel uge på den slags renovering, hvilket har lært os noget til fremtiden, at vi ikke skal undervurdere renoveringsprocessen. På den anden side, så fungerer alt udstyret, og det færdige resultat er tilfredsstillende.

Særligt er væggene, loftet og frontdisken blevet renoveret, og i mellemtiden måtte bageriet nytænke deres måde at omsætte på. Det resulterede i, at de holdt udendørs åben i en vogn, hvilket var skægt at prøve ifølge medarbejderne. Kunderne har været positive over for ideen, og i samme ombæring fremmede det butikkens synlighed.

Man får nemlig ikke øje på bageriet ved første øjekast, da butikken ligger bagerst i centeret. Det er dog ikke problematisk for butikkens samspil med kunderne, da de har trofaste og loyale kunder, som vælger dem hver dag:

– En af vores store styrker, som man ikke oplever alle steder, er at vi bager alt brødet, rundstykker og boller i butikken, og det giver os bare en rigtig stor værdi. Derudover har vores personale et godt forhold til nærområdet, og det vil vi ikke være foruden. Så det er mega lækkert at åbne op igen, fortæller Kristian Andersen.

Skriv en kommentar