Siden den 22. maj har fremtiden for 14 hunde, som Dyreværnet fjernede fra deres ejer i samarbejde med politiet, været uvis. De forhutlede snuder, hvoraf de 13 er chihuahua-blandinger mens én af dem er en Dansk Svensk Gårdhund, var alle groft misrøgtede og i meget dårlig stand, da de ankom til Dyreværnet i en af foreningens ambulancer. Hundene var blevet fjernet fra deres ejer efter at dyreværnsforeningen havde modtaget en anmeldelse om misrøgt, hvorefter dyreambulancen straks blev sendt af sted for at besigtige forholdene.
Ejeren af de 14 hunde nægtede Dyreværnet adgang til ejendommen, da foreningen den 22. maj kom på uanmeldt besøg på adressen. Politiet blev tilkaldt, hvorefter ordensmagten valgte at konfiskere de mange haler, der ikke længere logrede.
Små seks uger senere er der endelig kommet en afgørelse i sagen: Dyreværnet har fået overdraget de mange snuder, og skal nu skaffe nye kærlige familier til dem alle.
– Det er en festdag for de mange hunde og en sejr for Dyreværnet, at politiet har besluttet, at hundene ikke skal tilbage til deres ejer, smiler en stolt Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet og fortsætter:
– Jeg vil gerne rose politiet for deres hurtige indsats og deres rigtige afgørelse i denne sag. Det havde været hjerteskærende, hvis vi skulle køre hundene tilbage til deres ejer, når vi har set i hvor kummerlig stand de var i, da de ankom i vores dyreambulance.
Ved ankomsten til Dyreværnet var mange af hundene smurt ind i afføring. De havde meget dårlige tænder, og nogle af dem var bange og sky. Alle har de været igennem omfattende dyrlægetjek, og mange af dem har fået foretaget omfattende tandoperationer. På ankomstdagen var det en chokeret dyreværnsdirektør, der udtalte:
– Vi kommer til at kæmpe for, at de her hunde ikke skal tilbage til deres ejer. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at dyr, som lever under så forfærdelige forhold, bare sendes tilbage, fortalte Rikke Christensen-Lee.
De mange hunde bliver sat til adoption via www.dyreværnet.dk fra mandag den 3. juli 2017. Her kan man læse om hver enkelt af dem og følge ansøgningsprocedurerne, hvis man er interesseret i at give en af de nu logrende haler, et nyt kærligt hjem.
Dyreværnet er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger. Foreningen, der er stiftet i 1898, arbejder ud fra en erklæret NO KILL-politik, hvor alt sættes ind på at redde ethvert dyr fra aflivning. Foreningen har tre dyreambulancer, der hver dag behandler de mange dyreværnssager, som meldes til foreningen. Desuden driver Dyreværnet et af Danmark største internater, som ligger i Rødovre ved København. Dyreværnet har også en afdeling i Kolding.
(Kilde: PM )