– Sikke en aften!

– Tusind tak for de mange pøj pøj’erne, opbakningen – og opmuntningerne!

– KORT FORTALT…ej, okay… ikke kort fortalt:
2 timer før premieren er jeg på vej til Operaen på cykel og et insekt på størelse med en hveps/bi vælger at kolliderer med min mundvig og kvittere med et stik i underlæben. Barndomsminderne fortæller mig hurtigt, at jeg da vist reagerede ret voldsom på den slags, da jeg var yngre… og ganske rigtigt, kom der en voldsom reaktion. Op på cyklen igen og de sidste 400 meter til Operaen kører tankerne allerede helt afsted mod havets mørke dyb…
Heldigvis fik jeg hurtigt fat i antihistamin (tak, Martin Skriver) og en læge og ambulance blev tilkaldte. Det er vist standardprocedure, hvis allergikere bliver stukket i munden. Nu er der ca 45 min til premieren skulle begynde og mens vi venter på de medicin-kyndige, går Operaens brandalarm i gang. Foyeren og salen skal evakueres. Det viste sig at være falsk alarm. Det var eftersigende teaterrøgen der havde givet udslaget.
Lægen ankommer – og ambulancen lige efter. De vurderede relativt hurtigt at der ikke var livsfare da både puls, blodtryk, tunge og svælg ikke var ramt. Stemmen havde heller ingen problemer – det var ”bare” den overdimensionerede læbe som drillede artikulationen. Den kære Thomas Møller hjalp mig med at teste sangene og derefter blev manuskriptet løbet igennem for at finde udfordrende konsonanter. “Vi kører – Christian er på”, lød det over højtalerne og en stor sten i mit hjerte lettede. ”Jeg spiller selv premieren i aften”. Det sidste kostume, hår og make-up skulle på plads. Herfra var is min bedste ven. Både isterninger fra indersiden og isposer på ydersiden var den måde jeg fik tiden til at gå på mellem scenerne. Kyndige make-up prinsesser (Sofie og Emilie) hjalp med at dække det værste af ”Rocky” ansigtet inden tæppet gik…

– Udfordringerne ville dog ikke stoppe dér. ¾-dele inde i 1 akt har Prins Erik en stor følelsesladet solosang. Og her høres pludselig den velkendte automatiske brandalarm-stemme. I salen spredes en uro. Nogle begynder at rejse sig og gå ud. Men i teaterverdenen er det sådan, at man som skuespiller kører på til forestillingslederen stopper forestillingen. Selvfølgelig opdager jeg den kære automatiske-brandmand, som gerne vil gøre solonummeret til en duet og på trods af at uroen blandt publikum ikke blev mindre, fortsatte jeg… altså Prins Erik. Sidste tone lyder hvor efter en lydmur af klapsalver rammer mig. Jeg fik fortalt at det var stående applaus, men jeg troede vi skulle videre så jeg forlod scenen. Vi måtte dog holde en lille pause, hvor Opereans tekniskepersonale forsøgte at tale den automatiske-brandmands-alarmør til fornuft. Han spillede dog et puds et par gange mere.

– Med største professionalisme gik Kristine som Ariel og Max-Emil som Sebastian ind og gen-starter forestillingen (og festen) med sangen Havet Er Skønt. Aldrig har hele ensemblet været skarpere og mere fokuserede end da. Kæmpe spilleglæde og gå-på-mod fra hele flokken!

– Kære chef, Søren Møller, tak for hurtig håndtering af den her vanvittige sitation af ekstrem dårlig timing. Du var der virkelig – tak!
Hlynur Freyr, Lea, Jan, Sanne det samme – TAK! Top professionelt og mere til. Linnea med dit evigt støttende og hjælpsomme og kærlige væsen – jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre eller have gjort uden dig. Og tak til alle jer andre som med søde ord og kram – og jeres forsøg på at skjule jeres ængstelige blikke når I så på min ”kæmpe kæft”. Især Anna Lindgren som ”diskret” udbrød på sit svenske modersmål: “Nej, men hva fan…?”

– Søren, som du så rigtigt sagde noget om, så var der omkring 130 personer involveret i afviklingen af gårsdagens premiere. Ca 120 mediefolk fra omkring 50 medier. Fredericia Teaters største satsning nogensinde. Utallige møder og arbejdstimer af ekstremt kyndige kollegaer og samarbejdspartnere. Umålelige mængder kreativitet og sved. Mange, mange måneders planlægning, strategier og tilrettelæggelse. Og så er det et lille ”kræ” på et par centimeter, som spiller os et puds. Men den skulle ikke få lov til at få os ned. Ej heller skulle den automatiske brandmands-alarmør!

– I ”kampen” mod uret var der ingen der tænkte på at skulle forevige ”stikket” med et billede… desværre, vil jeg næste sige, fordi hævelse i løbet af forestillingen var faldet så meget og var trukket ud i kinden, at jeg bare så lidt mere end almindelig tyk-kindet ud. Det var svært at tro på, at der rent faktisk havde været noget stik overhovedet. Dog vil jeg lade øjenvidne forklaringerne tale for sig selv.

– På trods af alt nød jeg hver sekund på scenen!

– Jeg håber at fantomet på Operaen har forstået at holdet på Den Lille Havfrue altså ikke bare giver op, men står sammen og løfter i flok, skriver Christian Lund på sin Facebook profil.

Nederst kan du se en lille video fra Operaen, hvor teaterchef Søren Møller gik på scenen og fortalte sin lille “bi-historie”.


(Foto: Søren Malmose )