Netop som man troede at Netflix var ved at være en død sild på grund af et efterhånden intetsigende og komplet kedeligt udbud af genudsendelser af gamle udgivelser har virksomheden ud af det blå trukket en kanin op af hatten, der giver håb for streamingtjenestens seere. Det håb kommer fra en så uventet kant som Korea, der med det internationale superhit ”Squid Games”, på trods af ganske ægte koreansk dialog gennem hele serien, river publikum ud af deres vante og halvpsykotiske Hollywood-univers af tåbelige klicher. Denne koreanske serie er alt andet end en kliche. Faktisk formår skaberne at tage det værste af det moderne Hollywoods idiotiske brug af effekter, kaotiske kameravinkler og fast-and-shit-your-pants sekvenser helt ud af deres fortælling. Det er i sig selv en stor fornøjelse, fordi man i ”Squid Games” minut efter minut får lov til at lære historien og karakterne at kende, frem for den konstante følelse af at man skal se at blive færdig, der ellers kendetegner moderne action og spændingsprodukter.

Man formår at bruge fortælling som det mest aktive virkemiddel, og de mange skuespillere optræder med et kropssprog og engagement, der er betagende at se på. Underteksterne betyder nærmest ingenting. Fortællingen er simpelthen så god, at billederne roligt og konsekvent bygger dramaet op. Tilmed er der plads til overordnede betragtninger om vores samfund og sameksistens, uden at det nogensinde bliver på bekostning af historien.

Men det mest spektakulære ved ”Squid Games” er, at selvom der på en måde er en hovedperson, så bliver hele serien til en holdpræstation. For ingen i historien er så vigtige, at det gør noget. Det er meget uhøjtideligt. Koreanerne har heller ikke lyst til at spilde tid på de traditionelle Hollywood-belæringer, hvor nogen skal opsummere hele moralen. Først til allersidst kommer der en forklaring, og den er pakket ind i symbolik mere end moralisering. På den måde viser serien sig som et fremragende eksempel på, hvordan man kan nå et internationalt publikum, samtidig med at man holder fast i en kulturel identitet.

Netflix har i de senere år kraftigt øget deres opkøb af produktioner i mange af de lande, de opererer i. Det er en strategi, der netop med ”Squid Games” nu viser sig at give pote. For hvis man kan holde niveauet, vil det åbne op for helt nye historier og måder at fortælle på. Det er der virkelig også brug for. Hollywood-systemet har spillet fallit, ikke mindst de sidste 5 år, hvor hele woke-fænomenet har spoleret den ene produktion efter den anden. Det er så fælt og identitetspolitisk, at det intet har med fiktion at gøre. Derimod handler det om symbolpolitik og moralisering, kvoteordninger og åndsbolle-idioti af værste skuffe. Af samme grund falder mange fra, ikke mindst blandt det mandlige publikum, der ikke gider høre på al den ynk og selvmedlidenhed.

Det store tema i ”Squid Games” er fattigdom, livets lod og hvordan man overlever i en barsk verden. Filosofien der behandles er vind eller dø, og det sker i den ultimative konkurrence, hvor 465 mennesker kæmper for at overleve i en række børnelege. Hvor bizart det ellers lyder, så falder man hurtigt ind i fortællingen, for hovedpersonernes eksistenskamp er tydeliggjort. De har intet at tabe.

Hovedpersonen spilles ualmindeligt overbevisende af Jung-Jae Lee, der allerede er en berømthed i Korea. Hans karakter, Seong Gi-hun, lever på bunden af samfundet, hvor han er dybt forgældet. Han bor hos sin mor, der arbejder og sørger for at de overhovedet har noget at leve af. Samtidig må han acceptere at hans ekskone nu bor sammen med en succesfuld mand, der tager sig bedre af hans datter, end han selv kan. Da han kommer i en håbløs situation, hvor han får en måned til at skaffe penge til at betale sin gæld til mafiaen, er alt håb ude.

Men i en af Seouls undergrundsbaner bliver han pludselig stoppet af en ukendt mand, der spørger om han vil vinde nogle penge. Udover at han vinder pengene, får han også et visitkort med tre symboler på den ene side og et telefonnummer på den anden.

Hvad han ikke ved er, at den måde han kan vinde et stort millionbeløb på, er ved at risikere sit liv sammen med 464 andre mennesker uden håb i livet.

Squid Games” er skrevet og instrueret af Hwang Dong-hyuk og kan ses på Netflix i ni episoder.

Skriv en kommentar