Fredericia Kommune har vedtaget en klimaplan, der allerede nu er igangsat. Her arbejder man med 53 punkter, som man fokuserer på frem mod det ambitiøse mål om en 100 procent reduktion af CO2 i 2050, og et delmål på 70 procent i 2030. I dag var deltagere fra erhvervslivet i området samlet, da Business Fredericia havde inviteret til temamøde om solceller til erhvervslivet.

Erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, kunne efter en lang pause i organisationens netværks- og temamøder med erhvervslivet, endelig byde velkommen til et fysisk møde igen. Det skete på Hotel Trinity, hvor deltagerne lyttede til oplæg om solceller til erhvervslivet.

En bæredygtig tilgang til energiproduktion og forbrug fylder meget i mediebilledet. Og det er med god grund, for det er nødvendigt, lød det fra oplægsholderne, men hvad kan man som virksomhedsejer og leder gøre i den forbindelse?

Det blev der sat fokus på med solceller i dag, hvor der blev talt om at installere solceller på industritage og erhvervsejendomme.

– Det er et af de første mange møder i rækken, der vil fokusere på energi- og klima i Fredericia. Vi er blevet en af de helt store energibyer i Danmark, og der sker noget dag for dag på området. Det område, vi skal høre om i dag er bare et punkt af mange, sagde Kristian Bendix Drejer.

Første taler var klimachef i Fredericia Kommune, Gitte Wad, hun satte fokus på kommunens nye klimaplan.

– Vi skal være CO2-neutrale som kommune i 2050. Jeg skal eksekvere den klimaplan, som Fredericia Kommune, virksomheder og borgere har udarbejdet i 2019 og 2020. En af indsatserne afhandler solceller, og taler direkte ind i Paris-aftalen med at blive CO2-neutrale i 2050. Dertil kommer et 70-procents mål i 2030. Vi ved faktuelt, at hvis vi intet gør, så vil vi se en langsom afvikling af CO2, imens vi med aktive indsatser kan nå tættere på vores mål, sagde Gitte Wad.

Ambitionerne er store. Således skal Fredericia Kommunes energitunge virksomheder stå for en 30 procents redaktion, 85 procent hos de resterende virksomheder, dertil etableringen af et PtX-anlæg og CO2-fangst på Skærbækværket. Derudover ønsker man en 40 procent redaktion af CO2 hos lastbiler og busser, der i stedet skal køre på brint, el eller anden vedvarende energi i 2030.

– Vi har i alt 53 indsatser, som fokuserer på vores mål. En af de indsatser er solceller, hvor vi ønsker at udnytte tagarealerne i industribygninger til solcelleanlæg, tilføjede Gitte Wad.

Der var en række spørgsmål fra konferencedeltagerne omhandlende Shell Raffinaderiets nye ejere, herunder om de ville gå samme vej som klimaplanen. Virksomheden var ikke til stede, så man kunne ikke svare, men Gitte Wad håbede, at man ville tilslutte sig.

De forskellige oplægsholdere havde fået mellem 15-30 minutters oplægstid, så det var begrænset, hvor meget man kunne nå i dybden med de enkelte punkter, men man kunne blive inspireret. En af dem, der talte var også CEO hos Taulov Dry Port, Jesper Gemmer. Han fortalte om hvorfor ADP har valgt at placere solceller på taget af erhvervsbyggeriet i Taulov. Herunder gav han bud på, hvordan man når i mål med de CO2-reduceringer, man har igangsat i samfundet. Han erkendte dog også, at investerings- og forbrugsmæssigt var investeringen også et signal og på flere måder filantropi. Men det skal inspirere andre virksomheder til at tage samme ansvar.

Læs også

Kritik: Fossil energi skader projektet?

Jesper Gemmer blev deusden spurgt til, hvordan man ville nå så ambitiøs og filantropisk en plan, når man samtidig i Fredericia Kommune tiltrak et hav af transportvirksomheder, der kørte på sort energi.

– Vi har en forpligtelse på at arbejde med det emne, men jeg kan ikke sige mere endnu, men det er klart, at det er et paradoks, hvis vi ikke forsøger at gøre noget ved den udfordring. Vi ved godt, hvor stor en andel af CO2, der ligger i transportssektoren, sagde Gemmer.

En one stop shop-løsning er blandt mulighederne for virksomhederne. Projektchef Søren Brøcker, fra Greenig fortalte om solceller til erhvervslivet, og markedet generelt.

– Vi ser flere og flere i erhvervslivet, der taler om at blive en grøn virksomhed, fordi det simpelthen er et must hos kunderne, sagde Søren Brøcker.

Men det er langt fra sådan, at alle skifter til solceller. Det er ikke bare lige til. Der var også et oplæg fra EWII, der grundigt gennemgik tredjepartsejerskab af solcelleanlæg, hvor EWII gerne ejer og driver solcelleanlæggene, samtidig med, at brugerne kan opnå forbrugsmæssige fordele på afgifterne.

Skriv en kommentar