Det er ikke svært at konstatere, hvor på det politiske spektrum at wokeismen har størst tiltrækningskraft. Det er på den yderste venstrefløj. Den eneste afvigelse af betydning fra ligheden mellem wokeismen og den ekstremistiske røde front, er de store erhvervskoncerner rundt omkring i den vestlige verden, der har omfavnet wokeismen som en tidstrend de følger, i et eller andet omfang. Man kunne muligvis også tilføje mange af de politiske institutioner og magtbaser, eksempelvis EU, WHO eller FN.

Den sandsynlige tiltrækningskraft wokeismen har, kan tænkes at ligge i grundtanken om rummelighed eller accept af anderledes tænkende. Generelle humanistiske værdier, der har spillet en stor rolle i den vestlige verden de sidste 75 år. Da verden kom ud af anden verdenskrig var det afslutningen på en fascistisk og nazistisk æra, der havde ført civilisationen ud i drab på millioner af mennesker. Hvis man skal definere ægte hadtale, så kan man med fordel se på den nazistiske propaganda. Det kom til at præge lovgivningen, debatten og samfundslivet. Jødeforfølgelserne blev omtalt detaljeret og undervisningsmaterialet i skoler og uddannelser fik prioriteret fortællingerne om de inhumane og modbydelige handlinger.

Imidlertid var der en anden modbydelig, inhuman og ondskabsfuld bevægelse, hvis grusomhed kunne måle sig med nazisternes. Kommunismen. En del historikere har argumenteret for, at kommunismen endda overgik nazisternes ondskab. Men den fik slet ikke samme plads i undervisningen, for slet ikke at tale om uddannelsessystemet. Tværtimod blev den kommunistiske bevægelse i stort omfang glorificeret, accepteret og hyldet som befriere. Mennesker med en høj moral. Verdenshistoriens ultimative diktator, Stalin, myrdede millioner af mennesker i sin tid som guddommelig leder af Sovjetunionen. Udryddelseslejre i Sibirien, udsultning af befolkningen, tvangsflytning af etniske grupper, skueprocesser mod politiske modstandere, terror og krigsførelse mod sagesløse lande eller besættelsen af de østeuropæiske lande var horrible forbrydelser.

I de kommunistiske samfund blev mennesker holdt i et jerngreb. Man tålte ingen kritik. Psykiatri og psykologi blev aktive våben mod systemkritikere, hvor man som med wokeismen er skyldig alene ved at kunne sættes i forbindelse med en kritiker. Om man overhovedet har en relation eller er enig med vedkommende, er strengt taget irrelevant. Det er for så vidt nok at sidde i samme bus som en person, ekstremisterne har udset sig som fjende af den rette eksistens på jord.

I vesten hyldede de kommunistiske partier i de vestlige lande Sovjetunionen som en visionær og fremragende stat. Den iscenesatte propaganda fra Moskva blev spredt med stor nidkærhed. Stalin blev dyrket som en gud. Selv efter hans død i 1953, hvor de nye ledere i det kommunistiske parti tog afstand til Stalin-tiden, fortsatte mange vestlige kommunister med at hylde diktatoren som en redningsmand og helt.

Lederen af det danske kommunistparti, Aksel Larsen, havde deltaget aktivt i den sovjettiske propaganda til fordel for Sovjetunionens og Josef Stalins fortræffeligheder. Ikke et ord om systemets ondskab, udsultede befolkning eller skueprocesser. Men efter at de nye magthavere i Moskva havde vendt Stalin ryggen, fik Larsen skrupler. I 1959 forlod han DKP og stiftede Socialistisk Folkeparti. Det vi i dag kalder for SF. DKP fortsatte med at eksistere, og man havde ingen problemer med at tage imod ordrer fra Moskva, ligesom Aksel Larsen havde gjort i sin tid som formand for partiet. At tage imod ordrer betød i al sin simpelhed, at man var underlagt den sovjetiske ledelse. Danske partifolk besøgte Moskva, hvor de blev skolet i parolerne. Altså ikke et selvstændigt, dansk parti. Det er svært at påstå andet, end at DKP fungerede som en slags femte kolonne, der var klar til at gå ind i en revolutionær kamp, hvis det skulle komme dertil. For man ønskede sig brændende en revolution.

I 1960’erne blev ungdommen også fanget af de kommunistiske paroler. De kommunistiske lande var lukket helt af. Så det stod enhver frit at digte fantastiske beretninger om kommunismens glæder. Nye helte kom til. Herunder den store, kinesiske leder, Mao. Den ekstreme venstrefløj fik vind i sejlene. Det var en utopisk drøm om at få et klasseløst samfund, hvor alle var lige. Bortset fra partilederne. De var mere lige end andre. At være arbejder var det vigtigste i den kommunistiske stat. Man var mere værd end lægen, fysikeren eller lederen. Samtidig var alle garanteret et arbejde. Uanset om der var behov for den konkrete arbejdskraft eller ej, så stemplede mange mennesker ind på arbejdespladsen, fik deres løn, og fik tiden til at gå.

Ondskaben kom fra kapitalismen, der undertrykte det enkelte menneske og opretholdte klassesamfundet. Der var tale om en udsøgt identitetspolitik. At tilhøre en bestemt gruppe, i dette tilfælde arbejderklassen, var den identitet, man førte politik på baggrund af. Havde man tilmed haft andel i revolutionsbevægelsen, opnåede man særlige privilegier. Et medlemsskab af partiet gjorde underværker. Det kommunistiske parti fremhævede gang på gang, at de havde sat kvinder fri. Kvinder var lige så meget værd som mænd (hvilket, for begge køn, ville sige – ikke ret meget).

Kvindebevægelsen voksede sig også stærk i 1960’erne i vesten, og venstrefløjen opslugte i store træk bevægelsen. Det handlede om at frigøre kvinderne fra den undertrykkelse som et patriarkalsk, kapitalistisk system stod for. Man ønskede sig store samfundsomvæltninger. At være almindelig, hjemmegående mor blev anset for at være forældet, patriakalsk og undertrykkende. Der skulle revolution på bordet.

Det omkringliggende samfund spillede med på de revolutionære bølger. Ganske som det sker i dag med wokeismen, så ændrede man fundamentalt ved opfattelsen af normer og værdier. Der opstod en stor generationskløft. Indenfor 10-15 år opløste man i udstrakt grad de traditionelle bånd til kirke, familie og stat. Specielt normerne blev udsat for et stort propagandistisk angreb fra den ekstreme venstrefløj. En skilsmisse bølge eksloderede i 1970’erne, samtidig med at antallet af papirløse par gjorde det samme. På den ekstreme venstefløj sejrede man i den værdipolitiske kamp, men enige var man aldrig. Utallige debatklubber internt på venstrefløjen, med tilsvarende uenigheder prægede bevægelsen. Det eneste man kunne blive helt enige om var at Socialdemokraterne var klasseforrædere.

SF blev splittet og Venstre Socialisterne kom til. Med en endnu mere yderligtgående socialistisk profil. Det var ikke rødt nok. I 1968 besatte psykologistuderende rektors kontor på Københavns Universitet. “Oprøret” fik tilslutning blandt andre unge, og det blev senere døbt ”ungdomsoprøret”. Man krævede indflydelse på undervisningen, som man hævdede var underlagt et “professorvælde”. Det handlede om at blive set og hørt. Men også om at få mulighed for at drive de ekstreme holdninger fra kommunismens vidunderligheder ind i undervisningen. Begreber som ”den sorte skole” blev spredt ud over landets seminarer. Senere kom en bølge af nyuddannede, socialistiske lærere ud på folkeskolerne, hvor de nye erkendelser blev en del af 1970’ernes generationsdannelse. Stort set alt traditionelt skulle smides på porten. Alle farver kunne bruges, og ingen eksperimenter var for tilsyneladende for ekstreme.

Normerne forsvandt. Vi skulle være klasseløse. Slut med at sige “De”. Man gik målrettet efter ord og begreber, man ikke kunne lide, og som ikke passede ind i ideologien. Ganske som med wokeismen.

Det lyder som en velkendt fortælling, når man betragter wokeismens budskaber i perioden 2016-2022. Hvor det før denne epoke handlede om tolerance overfor anderledes tænkende, så ønsker den ekstreme venstrefløj at gøre woke til den nye norm. Børn undervises i at der er mere end 2 køn, og hvis man modsiger denne logik, så er der tale om hadtale. I det hele taget er selve det maskuline en forbandelse i sig selv. Drenge skal lede længe efter mandlige rollemodeller i denne tid. Det mandlige bliver generelt beskrevet som giftigt, ondt og skadeligt. Selv legetøj bliver ransaget for ideologiske budskaber. På film og tv skifter helte køn, hudfarve eller seksualitet. Samtidig er man yderst parat til at blive personligt krænket over ytringer:

Krænkelseskulturen er baseret på nul tolerance. Altså det modsatte af, hvad man hævder at ville have. Ikke mindst et aggressivt stormløb mod de almindelige familieformer, de heteroseksuelle normer eller anvendelsen af bestemte ord eller begreber, er woke-bevægelsens store ideal. I nogle tilfælde kræves der en decideret omskrivning af historien. Altså en revisionistisk historieforståelse. Statuer skal fjernes. Billeder skal skjules. Film skal slettes. At det eksisterer i en historisk kontekst er ligegyldigt. Wokeisterne vil have det væk.

En af de store drivkræfter bag woke-bevægelsens logik er, at samfundet skal afspejle det, man har kaldt for ”diversitet”, ”mangfoldighed” og ”repræsentation”. Kort sagt skal 0,5% af befolkningen være lige så repræsenterede som de 99,5%. Her er det ikke mindst i forhold til film og tv, bestyrelsesposter og andre områder wokeisterne finder betydningsfulde, at lovgiverne og embedsfolkene bliver bedt om at sørge for positiv forskelsbehandling. Forgangseksemplet er Hollywood, der siden 2016 har produceret en voldsom strøm af film og serier, hvor hovedpersonerne er lesbiske, homoseksuelle, mørke og så videre og så videre. Helt upåagtet om det er en del af historien. Så nu findes der deciderede regelsæt for hvor mange af hver slags, der skal være med i eksempelvis en film.

Men selvom Hollywood, sandsynligvis under indflydelse af skandalerne i forhold til MeToo-bevægelsen, har været et sandt slaraffenland for woke-ideologi, så er den rigtige magt et andet sted. Man kan i parentes bemærke at Hollywood befinder sig i en voldsom krise, fordi de mange Woke-film og serier ikke falder i publikums smag. En stor del af seerne er meget trætte af den konstante fokusering på seksualitet, ligestilling og mangfoldighed, der i stort omfang skygger for selve historien.

Det store slag er dog kommet til at foregå et helt andet sted. For universiteter, højere læreanstalter, faglige organisationer og embedsapparatet i den vestlige verden er blevet fyldt med woke-ideologer. Ganske som den ekstreme venstrefløj i 1970’erne udspredte Marxismens velsignelser fra etablerede magtbastioner i indflydelsesrige organer som DR, embedsapparatet og de faglige organisationer. Dengang var det et mindretal af specielt historikere som professor Bent Jensen, der stod i spidsen for at føre en ulige kamp mod den ekstremistiske, røde bølge, der søgte at glorificere kommunismens værste sider. Det vendte første i løbet af 1980’erne, hvor den borgerlige regering under Poul Schlüters ledelse, forandrede samfundet fra den røde bølge af symbolpolitiske, ideologiske og obskure krav, til et samfund med fokus på den store, brede gruppe af borgere på midten, der ingen interesse havde i en socialistisk revolution. Tværtimod.

Det endelige brud kom i 1989, da muren faldt. Socialismen led et alvorligt nederlag og der var forklaringsproblemer over hele linjen. Det var svært at argumentere mod de millioner af mennesker, der fejrede deres nyvundne frihed efter at de ondskabsfulde kommunistiske stater forsvandt. Afsløringerne af det omfattende Stasi-system i DDR, hvor en tredjedel af befolkningen havde været beskæftiget med at spionere på deres medborgere, sendte kommunismen i graven.

I Danmark opløste DKP sig selv. Man gik i stedet for sammen med andre socialistiske partier på det yderste af venstrefløjen (VS, SAP) og dannede Enhedslisten. De kommunistiske paroler blev pakket væk. Men grundideen om et utopisk samfund med lighed for alle fortsatte. Da woke-ideologien for alvor fik tag i den vestlige ungdom i midten af 2010’erne, føltes det næsten som at komme hjem. De samme argumenter som den ekstreme venstrefløj praktiserede i 1970’erne er vakt til live. Herunder at man først og fremmest skal bedømmes på sit tilhørsforhold til en bestemt gruppe (før: arbejderbevægelsen/køn, nu:seksualitet/race/køn). Eller at man beskylder alle kritikere at være højreekstremistiske, farlige og skadelige. Men især at man kræver censur af folk, man er politisk uenige med.

Når denne del af den ekstreme venstrefløj ofte argumentere med hvor farlig højrefløjen er, så er det værd at minde om Blekingegade-banden, De Røde Brigader eller Baader-Meinhof-gruppen. Eller såmænd og i al sin simpelhed DKP, der i en menneskealder arbejdede for en fremmed magt (Moskva) med henblik på at omstyrte det danske samfund. Mange forskere har peget på, at den røde front i sin iver på at nå til det utopiske drømmeland fremelskede et uopslideligt had til den vestlige, liberale og humanistiske samfundsorden. Et had der udmøntede sig i en totalitær tankegang, der gang på gang forlangte og krævede total lydighed af sine medlemmer. I vor tid er det kravet om at forbyde ord, omskrive historien eller forfølge kritikere i den offentlige debat, der udfordrer demokratiet.

Ikke manglen på rummelighed, humanisme eller accept af anderledes tænkende.