Den dag jeg blev fan af de frivillige på Fredericia stadion. Jeg vil gerne dele en personlig historie med dig i dag.
Jeg har via mit arbejde og mit netværk været med til fodbold mange gange På Monjasa Park gennem årene, gerne med mine drenge Sebastian og Thor på nu 19 og 10 år. (Pigerne gider ikke med, de er mere til håndbold).
Jeg husker det som en varm solrig søndag, hvor jeg havde sagt ja til at komme på stadion, det ligger tre år tilbage i tiden.
Jeg var blevet inviteret af min lillebror og min ven Mads med spisning og hele svineriet og jeg havde taget drengene med. (Mads mente det ville være sjovt at have mig med, da jeg i en hjemmekamp mod Horsens, havde råbt til Martin Retov, at han var for tyk til at spille fodbold og at han skulle skifte sig selv ud).
Alle som kender mig ved jeg er glad for mad, så jeg spiser gerne, hvad der bliver serveret. Vi har været på stadion og spist mange forskellige lækre retter, både det jeg kan lide, altså godt med sovs eller buffet mv, og nogle gange lidt mere kaloriefattigt mad, som jeg spiser men ikke er den store fan af.
På denne søndag var det så, til 7 årige Thors store fortrydelse, og lidt min, ikke buffet eller sovs, svin og kartofler men “voksenmad”, vi skulle have. Jeg husker svagt retter som suppe og kogte kartofler med en dressing sauce, ikke sovs, der var tynd som vand, lidt persille spredt ud over med noget oksekød til der efter, at have lagt lidt var reinkarnationen af sålelæder. (Maden var naturligvis god og der blev spist op rundt omkring, jeg var bare ikke selv vild med det).
Thor luftede prompte sin utilfredshed og mente han skulle have nogle pølser af dem han havde set og duftet på vej ind på stadion, jeg forklarede ham faderkærligt, at han skulle spise, hvad vi fik eller undvære og at han skulle stoppe med at være sur. (Ærlig snak er, at jeg jo også hellere ville have haft en stadionplatte). Der gik vel 5 minutter med denne magtkamp, som jeg troede, jeg vandt da han til sidst gav op og spurgte om han kunne løbe op efter en sodavand og løbe ud og lege på bakken med de andre børn, (græsplænen bag det ene mål ), jeg tænkte, hvilken sejr og lod ham løbe.
Jeg tænkte ikke videre over det og mødte først Thor igen da det var tid at trække ud fra loungen og ind på stadion for at se fodbold. Til min store overraskelse havde han en stadionplatte i hånden og havde allerede indtaget det meste af en godt grillet pølse mens nr 2 lå klar på pølsebakken.
Nu er jeg, som alle fornuftige jyder, hvad man kan kalde sparsommelig, med andre ord jeg kaster ikke penge i grams og da slet ikke til pølser til Thor, når der nu har været “gratis mad” , så jeg spurgte undrende Thor, om hvem der havde givet ham de pølser.
Her følger så et kort referat af samtalen der fulgte: Han svarede som kun en 7 årig kan svare, “Dem har jeg da købt far”. Hvor har du fået penge fra til det, Thor?.”Man skal ikke bruge penge, man kan betale med sten”, svarede Thor uskyldigt. “Med sten, svarede jeg tilbage”, mens koldsveden sprang ud fra min tinding og trillede ned over kinden, “Ja, far”. Jeg havde spurgt Sebastian som naturligvis ikke havde givet ham penge da alle teenagere er kronisk på røven). Jeg spurgte Thor, om vi skulle gå ud og tale med ham der havde “solgt ham” pølserne og det gjorde vi så.
Jeg mødte ved pølseboderne en masse smilende og leende frivillige, der bekræfter, at den er god nok, Thor havde betalt med nogle småsten, han havde i lommen. Det viser sig, at Thor var gået hen og havde bestilt og modtaget 2 pølser og 2 brød, gad vide hvem han har lært det af, og herefter ved betalingen havde trukket sine fine sten op af lommen som gangbar mønt, i stedet for at skælde Thor ud og fortælle at den slags kunne man ikke var Otto gået med på den, havde modtaget og gemt stenene som betaling og til og med givet ham en sten tilbage som *byttepenge*. Jeg var naturligvis ligeså rørt som jeg er bred og jeg er ret bred, jeg undskyldte mange gange og tilbød at betale, men det kunne der ikke være tale om, Thor havde betalt og det var fint.
Ved du hvad, jeg har aldrig været på et stadion eller i en hal nogle andre steder i det her land hvor den var gået igennem, så jeg var meget glad og imponeret over det overskud, der blev vist mod min søn. Hvis du ikke havde gættet, det købte jeg naturligvis et par stadion platter og betalte for dem med dronningens mønt.
Den slags for mig naturligvis til at tænke lidt og jeg tænker, at jeg alt for tit er gået lige forbi de frivillige der hjælper ved hver hjemmekamp og også dagligt i kulissen uden at ænse dem et blik, til nød et hurtigt hej, når de smilende siger velkommen til, der er dem der tjekker biletterne, dem der tjekker om man har armbånd, hvis det er vip, der er dem der hjælper med at grille og sælge pølser, dem der hjælper med servere, dem der holder styr på udebanefans og mange flere. Vidste du, at der er over 50 frivillige, der bidrager til, at vi kan sidde på et velordnet og velfungerende stadion? Jeg vidste det ikke før, jeg spurgte.
Jeg synes, du næste gang du er på stadion skal gå hen og klappe en frivillig på skulderen og sige tak for indsatsen og ikke mindst, tak fordi de gider at bruge deres tid på at stå og lave 1000 andre ting end at se fodbold for din og min og klubbens skyld. Jeg er sikker på at FC Fredericia er stolte af dem og glade for dem, lad os vise dem at det er hele Fredericia der er stolte af dem og glade for dem.
Jeg er fan af de frivillige, er du?
Vi ses på Stadion.
