Dagplejerne i Kolding Kommune yder en fremragende indsats. De bidrager hver eneste dag til at rigtig mange familier kan få hverdagen til at hænge sammen på en god og tryg måde. Det er jeg ikke i tvivl om, men det ser ud til at Venstre er i tvivl.

Børne- og Uddannelsesudvalget skal tage stilling til et ønske fra Venstres Merete Due Paarup, der vil vide hvad vi bruger pengene på. Hun skriver i sit forslag, at ”hvis pengene bruges til kvalitet så er det helt fint – så skal vi slå noget mere på det”.

Kære Merete, du kan godt begynde at slå med din blå boksehandske, for kvaliteten af dagplejernes indsats behøver du ikke stille spørgsmålstegn ved.

Dagplejerne har et højt efteruddannelsesniveau – også når man sammenligner med andre. Dagplejerne er en del af et store læringsledelsesprojekt som de fuld af engagement har kastet sig ind i. De er proaktive i forhold til sygefraværsindsats og arbejder med et sundhedsforløb der skal sikre lavere sygefravær og øget arbejdsglæde. Og vi har en normering der sikrer, at der er plads til det enkelte barn og dermed også et arbejdsmiljø for dagplejeren der sikrer rimelige vilkår.

Dagplejen i kommunen er i det hele taget kendetegnet ved kvalitet og engagement og der er god grund til at værdsætte den store indsats der ydes hver dag.

Jeg er med på, at vi skal vide hvorfor ting koster det de koster. Den viden skal Venstre og Due Pårup naturligvis have. Men jeg bliver en anelse utryg når Venstre også i denne sammenhæng fortæller, at det er fordi der skal arbejdes ”smartere”. Det plejer at betyde fyringer og nedskæringer. Fint med en redegørelse der kan belyse dagplejens kvalitet og organisering. Men at vi i Kolding i et og alt skal ligne Vejen eller Vejle – der siger jeg nej tak. Jeg vil hellere prioritere kvalitet.
Af Christian Haugk,
formand for Børne- og Uddannelsesudvalget og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.
Vranderupvej 45, Kolding.