Med ny teknik vil Kongernes Jelling skabe en unik forbindelse tilbage til dengang de to berømte runesten i Jelling blev skabt af vikingekongerne Gorm og Harald.

– Hvis bare de gamle genstande kunne tale

. Det ønske hører man ofte, og tirsdag den 5. oktober bliver ønsket opfyldt. I et samarbejde mellem Kongernes Jelling og kunstnergruppen Kunst ud til Folket er det lykkedes at udvikle en helt ny og banebrydende teknologi, der får runestenene til at tale.

Der er store forventninger til forsøget, når projektet begynder den 5. oktober kl. 8.00 om morgenen. Helt frem til kl. 14.00 vil forsøget finde sted, og flere skoler har allerede meldt deres ankomst for at blive en del af dette fænomen.

Museumschef hos Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen, har især ét stort ønske inden dagen.

– De har holdt mund i tusind år. Nu taler de endelig. Det er da stort! Hvis vi i løbet af dagen får stenene til at give os flere oplysninger om Harald Blåtand og Gorm den Gamle, så er det jo et kæmpe skridt i forskningen, siger museumschefen med et stort smil.

Lad stenene tale

De to runesten har stået i Jelling siden midten af 900-tallet og er i dag et enestående nationalt klenodie. Den ene Jellingsten optræder i det danske pas, og på den lille runesten ser vi navnet Danmark skrevet for første gang herhjemme. Begge Jellingsten er desuden med på UNESCOs Verdensarvsliste og dermed genstande af høj international betydning.

– Det er en drengedrøm der går i opfyldelse,” siger kunstneren Søren Mølstrøm, som skal facilitere dialogen med de to sten på dagen. “I Kunst ud til Folket har vi tidligere arbejdet med at skabe forskellige former for dialog mellem skulpturer og publikum, men slet ikke på det niveau som den her nye teknologi giver os mulighed for. Og jeg er dybt beæret over, at Kongernes Jelling har bedt mig om at lede slagets gang, når det går løs.

Teknikken er afprøvet på andre lignende materialer, men det er besluttet at vente med interaktionen med stenene til selve dagen, da seancen muligvis kun kan forekomme en gang.

Især udfordringen med glasset omkring runestenene har voldt hovedbrud, men en særlig løsning med “lyttesugekopper” på glasset forventes at kunne løse opgaven.

Hvad vil eleverne spørge om?

– Vi er selvsagt ved at sprænges af spænding. Vi kalder normalt den korte tekst på stenene for “en twitterbesked fra vikingetiden”, men tænk om vi denne dag kan sige, at vi har haft en dialog med Jellingstenene. Jeg forventer, at især den store sten har meget at fortælle, siger Museumschef Morten Teilmann-Jørgensen.

150 skolelever vil i løbet af dagen få mulighed for at snakke med stenene. For at være helt klar til dialogen, får alle eleverne forinden en kort introtur på monumentområdet i Jelling.

Begivenheden er lavet i samarbejde mellem Vejle Kommune, Jelling Kirke og Kongernes Jelling.

Skriv en kommentar