Samme aften optræder en af Danmarks mest talentfulde sangerinder på den danske americanascene, Katrine Schmidt, og en af landets bedste sangskrivere, Julie Maria. Det sker i Bjert ved Kolding.

Der er lagt op til et brag af en høstfest med musik i verdensklasse, fællesspisning og masser af hygge og gode tilbud, når Bjert Gamle Brugs inviterer til både Høst og Harvest den 16. oktober.

Bjerts nye musikfestival

Harvest er en musikfestival for roots, jazz og americana, som opstod i København i 2020. I år foregår festivalen både i København og i Bjert, hvor Bjert Gamle Brugs sammen med Godset og Jazz i Trekanten har indledt et samarbejde med folkene bag Harvest. Lørdag den 16. oktober indtager først Katrine Schmidt, derefter Julie Maria og sidst men ikke mindst canadiske Irish Mythen scenen i Vinduet i Bjert Gamle Brugs.

– Vi er både glade og stolte over at blive en del af Harvest, som er et spændende og stærkt nyt tiltag på den danske musik- og festivalscene, og vi syntes, at Vinduet i Bjert Gamle Brugs var det oplagte sted at lægge arrangementet. Det var folkene bag Harvest i København heldigvis helt enige i, siger leder af Godset, Martin Røen.

Høst om dagen og Harvest om aftenen

I forbindelse med Harvest-festivalen om aftenen har Bjert Gamle Brugs valgt at holde Høst i Vinduet og Brugsen om eftermiddagen med live hyggemusik, smagsprøver og masser af gode tilbud på både mad, drikke og brugskunst.

– Når nu vi kan byde på en aften med hele tre fantastiske koncerter, vil vi gerne gøre hele dagen til en fest. Derfor holder vi Høst om eftermiddagen, og inden festen bliver til Harvest om aftenen inviterer vi til fællesspisning. Menuen består af Chili con Carne a la Bjert Gamle Brugs, der selvfølgelig serveres med vores lokale BeansterBakers lækre surdejsbrød, fortæller indehaver af Bjert Gamle Brugs, Martin Gram.

Dagens program den 16. oktober

Kl 12-18: Høst med hyggemusik, smagsprøver, gode tilbud i Bjert Gamle Brugs og mad fra Rettrup Kjær Friland.

Kl. 17.30-18.30: Fællesspisning – Chili con Carne eller Chili sin Carne a la Bjert Gamle Brugs med BeansterBaker surdejsbrød. Billetter købes sammen med koncertbilletterne på bjertgamlebrugs.dk

Kl. 19-23:

Harvest

Kl. 19.00: Katrine Schmidt

Kl. 20.30: Julie Maria

Kl. 22.00: Irish Mythen

Billetter, både med og uden spisning, samt yderligere info på www.bjertgamlebrugs.dk/billetter.

LINE-UP:

Irish Mythen(CAN/IRL)

“She is a force of nature and a gift from The Almighty”, har en anmelder engang sagt. Og hun har mere power end de fleste punkorkestre. Irish Mythens stemme bevæger sig fra silkeblød til rusten og rå i kanten og bakkes op af hendes rustikke og rytmiske guitarspil. Hendes sange er ‘in your face’ og hun har taget det danske roots-publikum med storm på et utal af Tønderfestivaler og turneer.

Julie Maria

En af Danmarks absolut bedste sangskrivere. Det har Julie Maria bevist mange gange – også i år blev det til optagelse i den nye højskolesangbog. Julie Maria har i de senere år bevæget sig væk fra de mere hitprægede produktioner og fundet et nyt kunstnerisk udtryk – mere organisk, transparent, ærligt og råt. Hendes evne til at skrive hooks er der stadig intet galt med! Så glæd dig til at være vidne til et stop på Julie Marias musikalske rejse, der kun lige er begyndt.

Katrine Schmidt

En af de mest vellykkede nye danske navne på americana-scenen i Danmark. Hende kommer vi til at høre mere til! Stilsikker sangskrivning og ubesværet sammenspil er nogle af ordene, der skal associeres med Katrine Schmidt. Hendes vokal er langt over niveau, og det harmoniske korarbejde er spot on. Hende glæder vi os til at følge.

Skriv en kommentar