NPF – NetParty Fyn, der er etableret som Danmarks største computertræf, har igen i år udvidet og kan d. 10. – 12. oktober 2014 lukke dørene op for 3.100 computerspillende gamere, og dermed kalde sig et af verdens fem største computertræf, der meget praktisk er placeret i den første weekend af skolernes efterårsferie.

NPF er et sted for alle

NPF har siden 1999 stået for at give gamere et sted at mødes og hygge sig med hinanden. Siden da er der dog sket meget. Selvom NPF er blevet større og længe har kunnet kalde sig Danmarks største LAN, er træffets ånd stadig hygge, ligesom det var i 1999, da 6 unge fynboer startede træffet med beskedne 100 deltagere. En af grundlæggerne, Ulrik Petersen, forklarer: ”Man skal se NPF, som når man samles på værelset med et par kammerater og spiller lidt computer i løbet af weekenden. Vi har bare lidt mere plads og lidt flere kammerater.”

På størrelse med en lille by

Med årets event har NPF igen i år sprængt rammerne for, hvad et computertræf i Danmark kan præstere. Til årets træf er hele 3.100 billetter solgt, hvilket er en stigning på 40% mod sidste års 2.200 deltagere. Det er atter Messe C i Fredericia, der danner rammen om de mange gamere og deres udstyr. I takt med træffets vækst har arrangørerne lejet endnu en hal, så deltagerne i alt har 20.000 m2 til at spille, spise og sove på.

Til NPF #15 vil der som altid være et hav af turneringer i de mest populære computerspil, hvor deltagerne har muligheden for at vinde lækre præmier fra sponsorer som Komplett.dk, Logitech, Asus, CoolerMaster, MSI, Ubisoft og Enermax. Udover de mange turneringer har NPF siden 2006 haft besøg af stand-up komikere, der er med til at bidrage til den specielle hyggestemning, som kendetegner NPF. I år er det komikerne Michael Schøt og Simon Talbot, der bl.a. er kendt fra TV 2, der dukker op for at give et afbræk i de mange turneringer.

Et af de nyere tiltag, sidste års succes med udstillingsområde, giver igen i år de besøgende mulighed for at opleve og prøve de nyeste produkter og spil. Hvis man vil se udstillingsområdet, eller hvad et computertræf er for noget, kan man for den beskedne pris af kr. 25,- komme ind og se hvordan nørderne samles om årets fedeste gamerweekend.

(Foto: NPF )