Danmarks nationale madspildsdag sætter fokus på stort klimaproblem

0
15
En ny rapport fra Madkulturen, støttet af Salling Fondene, kaster lys på årsagerne til unges madspild.

I Danmark går der hvert år mere end 800.000 tons mad til spilde. Ifølge FN står madspild for 8-10 pct. af al verdens CO2-udledning. Sammen med H.K.H. Prinsesse Marie sætter fødevareministeren fokus på problemet og de mange løsninger i dag d. 29. september, som er den nationale madspildsdag.

Når H.K.H. Prinsesse Marie skyder dagen i gang med fødevareminister Rasmus Prehn, i Timm Vladimirs Køkken, vil der være et særligt fokus på at aktivere unge.

Det er på tide at få madspild op af skraldespanden og ind på dagsordenen. Derfor fik Danmark sidste år en national madspildsdag for at sætte fokus på det massive klimaproblem, vi alle sammen skal være med til at løse.

– Personligt er jeg vildt imponeret over den styrke, den indignation og den passion, ungdommen har vist i klimadebatten. De har jo fuldstændig ret, når de har sat generationen over sig selv – mig – på anklagebænken og krævet forandring. Men det går også den anden vej. Og lige når det gælder madspild, er der faktisk plads til forbedring blandt unge. Det viser sig nemlig, at unge er den aldersgruppe i samfundet, der er dårligst til at reducere madspildet. Det skal vi have lavet om på, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

På den første nationale madspildsdag skrev nogle af landets store virksomheder under på at halvere deres madaffald, inkl. madspild inden 2030. I år sættes der fokus på, at vi alle sammen kan være med, store som små. Et korps af frivillige madreddere, har sagt ja til at sætte ekstra fokus på madspildsproblemet. Korpset af madreddere består af madpersonlighed og tv-vært Timm Vladimir, som vil styrke børn og unges evner til at gå i køkkenet. Køkkenchef på spisestedet Medvind i Hanstholm Emilie Qvist Kjærgaard, som skaber madoplevelser folk vil være en del af samt skuespiller Dulfi Al-Jabouri, som er træt af den hurtige madtrend og ønsker at lære andre at elske at lave mad.

– Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes at sammensætte et frivilligt hold af madreddere, som alle ønsker at sætte madspild på dagsordenen. Vi har indtil nu sammensat et hold bestående af tre interessante personligheder, som hver især bidrager med noget forskelligt. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Landet over vil organisationer og virksomheder sætte fokus på madspild herunder Arla, Too Good To Go, Stop Spild Lokalt, Rema 1000, Lidl, Food Nation og Eat Grim.

Fakta:
De seneste officielle opgørelser over madspild anslår mængderne til ca. 814.000 tons årligt. Spildet fordeler sig som følger:

  • Primærproduktionen – 44.000 tons
  • Fødevareindustrien – 385.000 tons
  • Detail og Engros – 96.000 tons
  • Servicesektoren – 42.000 tons
  • Husholdninger – 247.000 tons

Skriv en kommentar