Når Cirkus Trapez besøger Fredericia torsdag den 25. maj, er det med en forestilling, der emmer af nostalgi, eventyr og artisteri i topklasse for alle aldre.
”Vi har stor fokus på, at sammensætte en forestilling, der først og fremmest er børnevenlig, men hvor forældre og bedsteforældre også skal føle sig godt underholdt”, siger Isabella Enoch, der sammen med Bernhard Kaselowsky er grundlægger af Cirkus Trapez.
Nyheder i 2017 – sprechstallmeister og live band
”Vi var ude første gang i 2016, hvor vi høstede stor ros for, at vores forestilling var i børne –og øjenhøjde, og derfor fortsætter vi ud af den vej. Derudover har vi oprustet i forhold til sidste år. Det betyder blandt andet, at vi i år har et live band med, og så er vi så heldige at Judy Glosted, der tidligere har været sprechstallmeister hos Cirkus Benneweis i en længere periode, har sagt ja tak til at træde ind i vores manege”, fortæller Isabella Enoch. Med opjusteringerne håber Cirkus Trapez på, at sætte en stor fed tyk streg under, at cirkus er lig med nostalgi og eventyr og, at man gerne vil værne om præcis disse dyder som en vigtig del af den danske kulturarv. Cirkus er en kærkommen lejlighed for vores publikum til at lade sig drage ind i en verden, hvor tingene sker lige nu og her, og hvor der ikke kan sættes på pause, spoles tilbage eller startes forfra. ”Cirkus ER hjerteblod både for vores artister og alle andre i og omkring den rullende landsby. Vi håber på, at vi med vores forestilling kan give vores publikum et afbræk på 2 timer, hvor vi leverer nærværende og autentisk underholdning”, udtaler Isabella Enoch med et glimt i øjet og med masser af tro på, at cirkus har en berettigelse i en ellers fortravlet og teknologifikseret hverdag.
Lidt om forestillingen
Årets forestilling byder blandt andet på hårhængende luftakrobatik, utraditionel balancekunst, cykelartisteri, klovnerier og masser af dyr. Det hele præsenteres af sprechstallmeister Judy Glosted, der tidligere er kendt for en sang eller to, og mon ikke det også bliver tilfældet i dette års forestilling?