Han er ny i Middelfart Byråd, men politik har altid fyldt en del. Hans far stod også på stemmesedlen, så hans politiske interesse er ikke fremmed.

For Christian Lynggaard (C) betyder skoleområdet en del, sundhed og ældrepleje – og så har han ikke lagt sin store passion for sport bag sig. Men det vigtigste for ham er, at borgerne i Middelfart føler, at der er fremgang.

– Jeg har altid gået meget op i politik. Det har vi med hjemmefra. Min far stillede også op til valg – og jeg kan huske fra, jeg var helt lille, da min far og farfar stod og snakkede politik. Når vi så fjernsyn, var det nyheder, politik og Højlunds Forsamlingshus. Det har bare altid været en del af hverdagen, siger Christian Lynggaard, om sin indgang til politik.

Med politik i hjemmet var vejen banet, om end han har valgt et andet parti end sin far. Valget om at stille op til kommunalvalget kom som et naturligt næste skridt efter en årrække som aktiv i den lokale afdeling af det Konservative Folkeparti.

– Jeg har været en del af Middelfart Konservative Vælgerforening siden 2012. Jeg har været næstformand i mange år efterhånden og har fået mere og mere viden omkring, hvad der sker i Middelfart Kommune. Når man lever og bor – og har børn, så begynder man at få en interesse for det lokalsamfund, man bor i. Den bedste måde at gøre en forskel på er at melde sig ind i det politiske, siger Christian Lynggaard og fortsætter:

– Med børn der går i skole er det meget nærliggende, at det har min store interesse. Jeg er så heldig, at jeg har fået plads i skoleudvalget. Jeg håber, at jeg kan bruge mine oplevelser og tanker til at ændre på noget. Det handler om at snakke og lytte til, hvilke problemer de forskellige skoler har. Det kan godt være, at politikerne har en holdning, men det er vigtigt at vi lytter til dem det drejer sig om.

Særligt problemstillingen om inklusion optager Christian Lynggaard, der håber, at flere børn i fremtiden kan få tilbud der passer til deres behov.

– Jeg synes, at man måske skulle kigge på det her med børn med særlige behov, hvor vi nok skal have flere i faste specialklasser. Her skal det være uddannede lærere og pædagoger der kan tage hånd om de udfordringer som de her børn kæmper med. Det tror jeg også vil gavne de andre klasser. Det vil skabe mere ro og jeg tror på, at de vil kunne løftes både i forhold til trivsel og faglighed. Det er jeg sikker på, at man kan begge steder. Det giver også selvtillid til de der kommer i faste specialklasser, forklarer Christian Lynggaard.

– Man har oplevet gennem mange år, at flere og flere forældre fra ressourcestærke familier vælger at flytte deres børn i private og frie skoler. Det gør lidt, at man har fået et A- og et B-hold. Fremadrettet vil det skabe en skævvridring mellem børn unge, fortsætter han.

En samlet vision for idræt og kultur

Med en gloværdig håndboldkarriere i bagagen har Christian Lynggaard på egen krop mærket, hvad et liv med idræts- og foreningsliv kan gøre af forskel – både for den enkelte og for en kommune.

– Jeg kunne rigtig godt tænke mig, jeg kommer selv fra en lang håndboldkarriere i Fredericia, at man begynder at få struktur på idrætten og defineret en idrætspolitik, både for elite og bredde. Jeg håber, man kan samle repræsentanter fra de forskellige foreninger og klubber, så man sammen kan finde ud af hvad man gerne vil med idrætten. Det kunne være workshops med et par stykker om året, hvor vi kan drøfte tingene og sætte gang i en udvikling, siger Christian Lynggaard og fortsætter:

– Jeg tror, der er mange gode forslag rundt om i foreningerne til, hvordan man griber sådan noget an. Idræt kan godt sætte en kommune på landkortet. Det behøver ikke kun være eliten. Vi har meget, men måske vi kan styrke det og markedsføre det. Måske også i samspil med uddannelser og skoler, som man ser det i Fredericia. Her har man et fantastisk samarbejde. Det behøver ikke kun være idræt, det kunne også være inden for musik og billedkunst, hvor man kan lave et samspil.

Dialogen er afgørende

I samtalen med Christian Lynggaard er det gennemgående for alle politikområder, at dialog er en vigtig del af hans måde at gå til politik.

– Et af de områder det går rigtig godt er erhvervslivet. Det handler om at vi bliver ved med at have fokus på det. Der er blevet lavet en rapport, der peger på at virksomhederne gerne vil lyttes endnu mere til. Men ellers ser det meget fornuftigt ud. Men der er forskellige steder, som vi kan løfte endnu bedre. Det er helt sikkert, at der skal være fokus her, siger Christian Lynggaard.

– Det vil helt klart være meget dialogbaseret. De aktører vi skal forandre noget sammen med og skabe bedre betingelser for. Dem der er tæt på det ved bedst, det er der ingen tvivl om. Jeg vil også synes, det var mærkeligt, hvis en udefrakommende skulle diktere mit arbejde uden at spørge mig. Dialogen er rigtig vigtig. Det er der, man får de inputs der skal til, fortsætter han.

– Nu er det helt nyt med frikommuneforsøget. Det er ikke foldet helt ud endnu, men jeg tror det kommer mere i spil med det nye byråd. Jeg kommer selv til at sidde i Social- og Sundhedsudvalget. Vi har gjort os de første erfaringer, det er jeg spændt på at se mere til. Men jeg har ikke indtrykket af, at det er foldet helt ud. Men jeg håber, at de ekstra muligheder gør at man kan rykke på nogle punkter og skabe bedre ting. Statsministeren nævnte i nytårstalen, at der skal mere værdighed og selvbestemmelse til de ældre. Det er jeg helt enig i. Der skal mere nærvær og tid til de ældre. Det er også vigtigt, at vi har flere faste genkendelige hjælpere, forklarer Christian Lynggaard om mulighederne for en mere dialogbaseret tilgang til ældreplejen i Middelfart Kommune.

Hvad skal du måles på om fire år?

– Jeg håber, at nogle af de ting vi har talt om her er sat i værk og er realiseret. Men det vigtigste er, at vi får løftet de områder, der er i Middelfart Kommune. Det vigtigste er, at borgerne i Middelfart føler at det er en kommune der er på rette vej – og at det er en kommune man vil flytte til og bo i. Det er både dem, der bor i Middelfart, men også dem i den anden ende af kommunen, hvor jeg selv bor. Alle skal føle, at det er en hel kommune. Det er ikke kun centraliseret ind mod Middelfart, svarer Christian Lynggaard.

Skriv en kommentar