Allerede i morges tog de første Carlsberg medarbejdere afsted til havefesten for medarbejderne der begyndte kl.12 i København. Bryggerne fra bryggeriet i Fredericia kørte mod København kl. 08:40. Alle ankom ca. kl. 12.00, hvor de samledes i Bryggeriforeningens have på gamle Carlsberg Vej.

Til havefesten fra kl 12:00-14:00 nød medarbejderne bar og pølser på grillen til alle Carlsberg kollegaer og ledsagere, og bagefter fortsatte festen som en offentlig gadefest, som Carlsberg har kaldt Probably The Best Street Party In The World.

Foto: Nikolaj Schubert Henckel Vesterlund

“Vi er så glade for at over 1000 medarbejdere og ledsagere er taget til Valby for at fejre Carlsberg sammen med danskerne, der elsker Carlsberg og vores øl,” siger Kasper Elbjørn, informationschef i Carlsberg til Fredericia Avisen.

På den gamle tennisbane på Gamle Carlsberg Vej serveres øl fra Carlsberg og Husbryggeriet Jacobsen og spændende mad fra forskellige food trucks. I løbet af dagen vil blive der spillet forskellige spil, som alle kan være med til, og der vil være adgang til Carlsberg Laboratoriet, hvor en særlig biograf er sat op til lejligheden, der viser filmen om hvordan Carlsberg fandt den gamle gær, som den nye øl, Carlsberg 1883, er brygget på. Carlsberg har også bygget den mest miljøvenlige bar i verden. Baren er drevet på vindenergi, og når vinden ikke blæser, kommer energien fra en cykel.

Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher holder velkomsttale efter direktør Cees ‘t Hart, der ses i baggrunden

Derudover kommer 8 up-and-coming street artists fra hele verden til Carlsberg og giver deres bud på Carlsbergs historie.

Kunstnerne er: Stereoheat (Berlin) @stereoheat, Brandon Lewis (NYC) @theartofbrandonlewis, Stine Hvid (Kbh) @stinehvid, Peter Skensved (Kbh) @nameoner, Kim Fredell (Grenaa), Tonek (Kbh) @tonek_art, Welin (Kbh) @welinoo, Balstrøm (Kbh) @balstroem

Popgruppen Phlake kommer

Musikgruppen der spiller kl. 16.30 har været hemmeligholdt indtil fredag eftermiddag, men i går offentliggjorde Carlsberg, at var popgruppen Phlake, der åbnede Roskilde Festival i år, som spiller til gadefesten.

“Carlsberg har valgt at invitere Phlake, fordi Phlake er en dansk popgruppe, der samtidig er populære udenfor Danmarks grænser, ligesom Carlsberg, og fordi de spiller lækker, elektronisk produceret popmusik med dybe rødder i den klassiske soulmusik, og derfor henvender sig til alle,” siger Kasper Elbjørn.

Direktør Cees ‘t Hart skænker første øl fra Carlsbergs vindmøllebar, der drives ved hjælp af en vindmølle og en cykel.

Senere på aftenen vil en DJ fyre op for stemningen med lækre vibes. Fredericia Avisen ønsker Carlsberg en god fest og stort tillykke.