Golfentusiaster vil få en ny oplevelse, næste gang de besøger Stensballegaard Golfklub ved Horsens. For et nyt samarbejde mellem golfklubben og Audi Fredericia har skabt ni specielle Audi golf-buggies, og samarbejdet skal skabe flere oplevelser på tværs af bil- og golfbranchen i Syd- og Østjylland.

Der er kommet en helt ny Audi-type på græs. Således har golfklubben i Stensballe fået ni nye golfbiler, der er blevet forklædt, som var de den nyeste bilmodel fra den tyske bilfabrik i Ingolstadt. Golfbilerne er resultatet af et nyt samarbejde mellem Audi Fredericia og Stensballegaard Golfklub, som skal skabe øget samarbejde om oplevelser i Syd- og Østjylland.

Bilhuset leder nemlig hele tiden efter nye måder at involvere sig i danskernes livsstil, og derfor er dette et naturligt skridt, forklarer adm. direktør hos Audi Fredericia, Kim Sørensen.

– Vi er meget interesseret i at skabe større sammenhængskraft mellem vores hverdag og danskernes fritidsinteresser. Derfor leder vi hele tiden efter nye måder, hvorpå vi kan hjælpe med at skabe bedre oplevelser for Audi-interesserede. Det har vi gjort med vores huntingprojekt, og dette er endnu et tiltag, som, vi er sikre på, vil skabe gode oplevelser, siger Kim Sørensen.

Et stærkt netværk
Starten på samarbejdet mellem Audi Fredericia og Stensballegaard Golfklub skal skabe synergi på tværs af de to brancher. Mange bilkunder hos Audi føler sig som en del af en speciel klub, ligesom det er tilfældet med folk i golfsporten. Derfor er det planen, at de ni buggies, der er blevet folieret, så de ”ligner” de forskellige Audi-modeller, kun er starten på samarbejdet. De to virksomheder skal nemlig trække på hinanden til at skabe events og arrangementer, som kan koble bilhuset i Fredericia og golfbanen i Horsens sammen i et stærkt netværk.

– Sammen med Stensballegaard Golfklub får vi nogle unikke muligheder for at udnytte hinandens netværk til at skabe fælles oplevelser på tværs. Vi er derfor i gang med at planlægge disse, og vi starter med at Stensballegård Golfklub afholder den store golfturnering, Audi Quattro Cup, hvor Audi-kunder fra vores lokalområder dyster om at komme i landsfinalen, siger Kim Sørensen.

Foruden at gavne bilkunder og golfspillere vil samarbejdet også betyde, at Audi Fredericia kommer til at indgå i Stensballegaard Golfklubs erhvervsnetværk.