Fredag den 22. september gæster Anne Dorte Michaelsen og Maria Bramsen Fredericia Teater, når EventC afholder koncert. Musikchef fra EventC Peter Zederkof fortæller til Fredericia Avisen: “Vi glæder os til dette fantastiske arrangement, hvor vi får besøg af nogle af Danmarks dygtigste sangere gennem en menneskealder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en magisk aften for vores gæster”.
Igennem de sidste 35 år har sangene fra Tøsedrengene, Ray Dee Ohh og Anne Dorte Michelsen lagt Danmark ned. Flere generationer har sunget med på hits som ’Sig du kan li’ mig’, ’Ud under åben himmel’, ’En lykkelig familie’, ’Mandagsstævnemøde’, ’Indianer’ – skarptskårne popsange, som står distancen og stadig taler direkte til hjertet
For et par år siden gik Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen sammen om at spille en række koncerter med Tøsedrengenes største hits. Publikum var mere end begejstrede – endelig kunne alle de elskede evergreens opleves live igen med bandets to energiske frontfigurer på scenen.
“Vi afholder arrangementet i Perhaps Salen på Fredericia Teater, hvor vi har plads til 300 mennesker. Allerede nu er der solgt godt med billetter, og koncertgængerne kan glæde sig til mindeværdig oplevelse”, fortæller Peter Zederkof.
Siden har Anne Dorte og Maria holdt samarbejdet ved lige og spillet for fulde huse på festivaler, til byfester og på spillesteder rundt i hele landet. Nu vender de to sangerinder tilbage i en ny, stærk konstellation. Bag sig har de et forrygende hold sammensat af nogle af landets bedste og mest engagerede musikere under ledelse af Mads Michelsen – velspillende som altid. Og udover Tøsedrengenes repertoire har Maria og Anne Dorte nu valgt at synge alle deres største og lyslevende hits fra de sidste fire årtier, samt en række nyskrevne sange, som rammer lige her og nu. Sangkatalogets tekster kommer hele vejen rundt i tilværelsen og frem- føres med rytmisk nerve af Anne Dorte og Maria, der begge er blevet mormødre siden sidst.
Anne Dorte og Maria lover et medrivende show, hvor begejstringen fra for længst svundne 80’er og 90’er-fester får lov at blande sig med eftertænksomhed og sangglæde.
Billetter til arrangementet kan bestilles på Frederica Teaters side her.