Bevægelsesugen har som mål at skabe mere fokus på leg, bevægelse og motoriske udfordringer for de yngste børn, og 1193 institutioner og dagplejere med 44.762 børn over hele landet har meldt sig til ”Hej Skal Vi Lege”. Tumlepindene kan stables, kastes og bruges i masser af lege og øvelser, der styrker motorikken, og fra mandag den 6. oktober det bare med at gå i gang.
Forældre ønsker mere aktive børn
Og flere aktiviteter og lege i daginstitutionerne er i høj grad noget, børnenes forældre gerne vil have mere af. En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Børneulykkesfonden, viser, at 49,5 procent af forældrene til børn under 6 år ønsker, at daginstitutionerne tager initiativ til, at børnene bevæger sig mere.
»Det er glædeligt, at forældre har fokus på bevægelse. I DGI har vi et klart mål om, at leg og bevægelse bliver en selvfølgelig del af børnenes hverdag, for det giver det bedste afsæt til et langt og aktivt liv. Med Hej Skal Vi Lege giver vi daginstitutionerne nye input, og så håber vi, at glæden ved at bevæge sig smitter,« siger Søren Møller, formand for DGI.
Forældrene skal også på banen
Projektleder for bevægelsesugen og leder af Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, peger på, at mange forældre er meget optagede af deres børns motoriske udvikling. Hun opfordrer forældrene til også selv at være aktive sammen med børnene.
»Bevægelse skal ikke kun foregå i institutionerne. Det er vigtigt, at børnene ikke blot får lov at være inaktive foran tv’et eller computeren, når de kommer hjem, men at forældre bruger noget tid på at skabe de rigtige rammer for at børnene kan lege,« siger Henriette Madsen.
Det er langt fra alle børn, som får udfordret deres motoriske evner i det daglige. En rapport fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2014 viser, at 29 procent af børnene i indskolingsalderen har bemærkninger til deres motoriske udvikling.
Bevægelse for alle børn
Louise Hærvig er børnefysioterapeut og tilknyttet firmaet bObles, som producerer de farvestrålende tumlepinde, daginstitutionerne modtager som en del af Hej Skal Vi Lege. Hun har stået for at udvikle de motoriske lege, som de mange tusinde børn skal lege med i uge 41 og frem.
»At lege skal være sjovt for børn, men alligevel er der også en motorisk alvor bag. Gennem legen bliver hele kroppen brugt, fantasien slippes løs og nye færdigheder fornemmes. Derved opnår barnet den kropsbevidsthed, der har betydning for, om kroppen kan justere ind til lige netop det, den skal. Hvad enten det er at hoppe, rulle, lytte eller være musestille,« siger Louise Hærvig.
(Foto: PR )