De 63 børn og unge, som spiller i 6. Juli Garden, har ventet i spænding gennem de sidste uger – de indsendte nemlig et billede til konkurrencen på OK’s Facebook-side og håbede at få del i OK Puljen på 100.000 kr. ”Hver dag har de unge mennesker været inde og tjekke, hvor mange stemmer, vi havde fået,” fortæller Sonja Christensen, som er formand i 6. Juli Garden. De 711 stemmer betød ikke blot, at garden fik del i OK Puljen – men også flest stemmer blandt de 412 foreninger, som deltog i konkurrencen. De 5.000 kr. falder på et tørt sted, fortæller en glad formand. ”Vi har nemlig fået nyt klubhus.”

Mangler møbler til klubhus

”De unge mennesker har selv været med til at sætte det nye klubhus i stand og indrette det – de har også været i haven, så det ser ordentligt ud foran huset,” fortæller Sonja Christensen. ”Men vi mangler møbler til huset, og derfor er vi bare rigtig glade for, at vi får 5.000 kr. fra OK. De stole, vi har, er over 12 år gamle, og de trænger virkelig til en udskiftning.”

Gardens medlemmer er primært mellem 8 og 20 år, men der er også ældre, og Sonja Christensen fortæller, at rigtig mange fortsætter i i garden i mange år. ”Vi har et rigtig godt fællesskab hernede og bruger mange timer sammen hernede – ikke kun på at spille sammen, men også på hygge. Derfor er det vigtigt, at der er nogle gode faciliteter.”

God opbakning

Sonja Christensen er overbevist om, at det har betydet meget, at konkurrencen har kørt på et socialt medie som Facebook. ”Det er jo her, de unge mennesker kommunikerer, og det har givet dem et ekstra fællesskab, at de har været sammen om konkurrencen. Vi har også en utroligt stor opbakning i området, og et rigtig godt netværk. Det har selvfølgelig hjulpet med antallet af stemmer,” fortæller Sonja Christensen og fortsætter: ”I hverdagen oplever vi også en stor interesse for vores garde, vi har en god tilgang og deltager i mange arrangementer og konkurrencer. Senest fik vi en topplacering i en konkurrence i Tyskland.”

Lokal glæde

Det kan ofte være svært for de lokale klubber og foreninger at få det hele til at løbe rundt økonomisk. ”De fleste overlever dels på sponsorater, dels på frivillige ildsjæle, der gør et kæmpe stykke arbejde. Det giver børn og unge mulighed for at dyrke netop det, de brænder for. Samtidig kan de være en del af det fællesskab, en forening eller klub tilbyder. Vi vil gerne bakke op om de lokale klubber og foreninger, og derfor oprettede vi OK Puljen,” forklarer Ole Kjeldgaard, Marketingschef i OK.