En 43-årig kvinde fra Fredericia blev lørdag klokken 11.36 udsat for tricktyve, da hun var ude og handle i Netto på Erritsø Bygade. Da kvinden – efter hun har handlet ind og sat sine varer ind i sin bil – blev hun kontaktet af en engelsktalende mand, der spørger om vej til Slagelse.

– Mens hun er ved at snakke med manden, opdager hun en anden mand, der står og roder ved hendes bil. Hun råber straks manden an, hvorefter de to mænd undløber fra stedet. Men de tricktyve er hurtige, så det lykkedes dem faktisk at stjæle hendes Visa/Dankort fra bilen, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

De to mænd var kørende i en grøn bil på tyske nummerplader. Bilen har et særligt kendetegn, da den har en bule på venstre forskærm.

Den ene af gerningsmændene var iført en sort/hvid ternet skjorte.

(Arkivfoto)