Østjyllands Politi fik i morges kl. 06.17 en anmeldelse om et solouheld på Landevejen i Hornslet. En borger havde set en bil ligge på siden i grøften og havde forsøgt at få kontakt til føreren, der sad fastklemt og livløs inde i bilen.
Der blev sendt redningsmandskab til stedet, og der blev påbegyndt livreddende førstehjælp, men føreren blev kl. 06.55 erklæret død. Der er tale om en 28-årig mand fra Hornslet. Hans pårørende er underrettet.
– De foreløbige undersøgelser på stedet tyder på, at den 28-årige har kørt med for høj hastighed og lige efter svinget ved Hovgårdvej har mistet herredømmet over bilen, der derfor endte i grøften, oplyser politiet.