En 25-årig mand blev i går formiddags anholdt efter fund af en revolver i bil. Han blev i dag varetægtsfængslet i fire uger.

Den 25-årige mand, der har relation til rockerklubben No Surrender, blev standset i sin bil i Brøndby. Der blev foretaget en ransagning af køretøjet, hvor der blev fundet en revolver med tilhørende ammunition.

– Det er en af Københavns Vestegns Politis første sager efter de skærpede regler trådte i kraft i straffeloven om besiddelse af skydevåben på offentligt sted. Det er vores opfattelse, at skydevåbnet falder inden for de nye regler, hvor minimumsstraffen er to års fængsel, udtaler politikommissær Søren Puggaard i en pressemeddelelse.